The New Springs ‘Wholly Wholly’ er et prægtigt lille folkpop-album
Med Bastian Kallesøes fjerde album under solopseudonymet The New Spring er cyklussen sluttet eller måske snarere genstartet: Han bevægede sig fra bandet Shout Wellington Airforce til at lave mere lavmælte ting på egen hånd med sit selvbetitlede debutalbum og fortsatte herefter blot med at skrælle lag og elementer af på de to næste, men ‘Wholly Wholly’ er, som titlen måske vagt antyder, atter med en fuld bandbesætning i ryggen.
Og med de sammenligninger, undertegnede tidligere har turdet trække fra The New Spring til legendariske Nick Drake, var det ikke uden en vis bekymring, at jeg satte ‘Wholly Wholly’ på hjemme i stuen. For Drakes hovedværk er uden diskussion også hans mest nedbarberede og intime, nemlig svanesangen ‘Pink Moon’, og Kallesøes snart seks år gamle ‘Secret Armor’ er en oplagt parallel til denne.
Men ‘Wholly Wholly’ gør heldigvis langt de fleste af de forbehold man måtte have overfor et The New Spring i mere rigt krummelurede gevandter til skamme og folder sig ud som et prægtigt lille folkpop-album, hvis florlette og briseblide instrumentering aldrig kommer i vejen for Kallesøes kunstneriske vision, men snarere forstærker dem.
Det er værd at nævne, at det, ligesom på forgængeren ‘Late Bloomer’, atter er Figurines-medlemmet Jens Ramon, der har stået for produktionen, men at ‘Wholly Wholly’ er en anderledes ambitiøs og sofistikeret affære med en særegen dybde i arrangementerne og flotte detaljer i et nærmest 3D-agtigt lydbillede – ikke ulig for eksempel Becks mere afdæmpede udspil, ‘Sea Change’ og ‘Morning Phase’.
Næsten alt her er i snackstørrelse: Albummets 36 minutter fordeler sig ud på ni serveringer, hver især i to-tre minutters-territoriet og så et enkelt større ’centerpiece’, nemlig den ti minutter lange ‘Ballad of the Unseeing Eye’, hvoraf halvdelen af nummeret dog befolkes af et hypnotisk repeterende strygermantra, som et meget langt, men skønt, instrumentalt coda.
Man når dermed aldrig rigtigt at kede sig, men den største kritik af ‘Wholly Wholly’ er i den forlængelse, at visse af skæringerne musikalsk set også omvendt ender som smukke små sweet nothings. Og der er, hvis jeg må hvæsse min pen til en dolk for et kort øjeblik, i det hele taget ikke rigtigt noget her, der er helt lige så mindeværdigt som Kallesøes tidligere bedrifter.
Redningskransen er hans tekster, som er propfulde af ord, raffinerede, vedkommende og originale. Her er, trods jeg-perspektivet og visse romantiske undertoner, ingen af den for genren ellers vanlige hjerte-smerte-jammer, og man bliver aldrig træt af at bevæge sig rundt i Kallesøes snørklede intellekt og observationer. Og det evindeligt lysegrønne håb, som bor i både navnet The New Spring og bruser i Kallesøes musik, er stadig intakt.
Kort sagt:
Hvis prospektet om, at Bastian Kallesøes soloprojekt The New Spring pludselig er transformeret til et band bekymrer, kan vi berolige med, at de fleste forbehold overfor det nye format bliver gjort til skamme. Albummet er en fin lille folkpop-plade, hvis musikalske florlethed tøjles af nogle omvendt raffinerede, vedkommende og originale tekster samt det evigt lysegrønne håb, der altid har været indbygget i The New Springs musik og vedbliver med at være det.