Roger Deakins har gennem 40 år været fotograf på projekter i nærmest alle tænkelige genrer – fra en lang række af Coen-brødrenes komedier til Denis Villeneuve-thrillerne ’Prisoners’ og ’Sicario’.
Det er måske denne store spændvidde, der sidste år fik den erfarne fotograf til, i et interview med kameraproducenten ARRI, at slå fast: »Jeg synes ikke, at jeg har en stil«, hvortil han beskedent tilføjede: »Jeg håber, at jeg har en stil, der komplementerer de projekter, jeg arbejder på«.
Det er en filmfotografs fornemmeste opgave at videreformidle instruktørens visuelle vision på den bedst mulige måde. Men det betyder ikke, at fotografens særegne kendetegn viskes bort. Og en særlig visuel stil kan man altså finde hos 68-årige Deakins.
Det rolige kamera
Det første, man lægger mærke til ved Roger Deakins arbejde, er de bløde, flydende kamerabevægelser, som udspringer af, at kameraet altid enten er placeret på stativ eller steadicam-stabilisator. Et håndholdt og rystet kamera er utænkeligt i en Roger Deakins-film, hvor der desuden kun bliver brugt mere end ét kamera ad gangen, hvis det er højst nødvendigt.
Det stillestående eller blidt flydende kamera er blevet brugt i utallige smukke landskabsbilleder, som det for eksempel ses ved åbningsscenen i Coen-brødrenes ’No Country for Old Men’.
Man husker også den Oscar-aktuelle ’Blade Runner 2049’ for sine dystopiske, men betagende landskabsbilleder, der ligeledes fremføres med glidende kamerabevægelser – for eksempel i scenen, hvor Ryan Goslings karakter K udforsker et smadret og forladt Las Vegas.
I mere actionfyldte scener tyr Deakins undertiden også til hurtigere panoreringer, når kameraet følger en karakters bevægelse eller blik, men de er nøje doseret.
Tag for eksempel nedenstående scene fra ’Sicario’, hvor FBI-agenterne venter på, at medlemmer af det mexicanske narkokartel griber til våben, så de selv kan rykke ud med deres geværer.
Her opbygges spændingen gennem klipning, mens kameraet forholder sig roligt. Situationen udvikler sig til en hektisk skudduel, men det er i højere grad karaktererne end kameraet, der står for de pludselige bevægelser. Når kameraet et par gange panorerer hurtigt til den ene side, er det, fordi vi følger Emily Blunts karakters forvildede blik.
Autentiske lyskilder
Når det kommer til et andet vigtigt element i filmfotografens arbejde, nemlig lyssætning, holder Roger Deakins sig til visse principper om autenticitet. Det skal således ligne, at lyset kommer fra realistiske lyskilder og eksempelvis ikke fra en kæmpe studie-lampe. Da de fleste lyskilder faktisk dermed er at finde i billedet, for eksempel i form af vinduer, bordlamper eller billygter, kræver det selvfølgelig, at man koordinerer nøje med scenografen.
Autenticitetsprincippet kan nogle gange være en kende besværligt at efterleve, men når det alligevel lykkes, giver det også et ekstra virkningsfuldt resultat.
I ’Prisoners’ spærres Hugh Jackmans karakter eksempelvis inde i et overdækket hul i jorden, hvor der naturligvis ikke kommer meget lys ned. Hvordan lyssætter man så? Deakins og instruktør Villeneuve besluttede sig i sidste ende for at give Jackman en cigartænder med ned i mørket, og den agerer således scenens eneste lyskilde.
I nogle af Deakins’ smukkeste billeder leger han med de skygger, som en behersket brug af lyskilder frembringer. I ’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’s togrøveriscene kommer lyset udelukkende fra Jesse James (Brad Pitt) og bandens lanterner, mens lokomotivets frontlygte anes i det fjerne. Det skaber kontrastfyldte billeder, hvor det varme og flygtige lys fra lanternerne kun oplyser dele af personernes ansigter og kroppe, mens alt andet er skjult i mørket.
Som toget nærmer sig, bliver omgivelserne løbende oplyst af dets dominerende lygte. Skovens stammer kaster skygger på de afventende røvere. Jesse James stiller sig op foran toget, og vi ser hans mørke silhuet mod lokomotivets hvide lampe, inden han forsvinder i dampen.
Karaktererne i Roger Deakins’ film bevæger sig ofte ind og ud af skygger, hvorfor netop silhuetten er et hyppigt tilbagevendt motiv. Grundet autenticitetsprincippet placerer han ofte sine karakterer foran et lysende objekt i baggrunden, som toglygten i ’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’. Andre gange kommer lyset blot fra solen eller stjernehimlen, mens lyskilden i den føromtalte ’Blade Runner 2049’-scene er mere uklar.
Nedenfor kan én af YouTubes mange Deakins-hyldestvideoer ses, hvor hans arbejde med menneskesilhuetter er tydeliggjort:
Selvom man som dansker til søndagens Oscar-show nok også kommer til at heppe lidt på Dan Laustsen for hans arbejde på ’The Shape of Water’, ville det næsten være for galt, hvis Roger Deakins heller ikke denne gang vinder for sin fotografering, der har taget pusten fra biografgængere i fire årtier.
Deakins selv tager det ikke så tungt. I et interview med The Wrap sagde han i sidste uge: »Noget af det allerbedste arbejde bliver aldrig værdsat, så for mig er det vidunderligt at være blevet anerkendt gennem årene«.
Men mon ikke han alligevel ville blive glad for at modtage karrierens første Oscar-statuette?
Læs også: Oscar-nomineret dansker bag ‘The Shape of Water’: »Det er bare højere til loftet i Amerika«