‘Tomb Raider’: Alicia Vikander sejrer som Lara Croft
Hovedrollen er svensk, instruktøren er norsk, og en af skurkene er dansk. Som skandinav er man fristet til at tilskrive ’Tomb Raider’s kvaliteter vor nordiske regioners filmstyrker, der her går i sjældent vellykket sync med Hollywood-blockbusterens ambitioner – og skaber en vitterligt vellykket spilfilmatisering.
Miraklernes tid er åbenbart ikke forbi, og ’Tomb Raider’ er en fuldfed overraskelse for os (okay, mig), der på forhånd nærede to fyldte Heckler & Koch-magasiners skepsis til, at Lara Croft kunne ryste ’Tomb Raider: Cradle of Life’-forbandelsen af sig og starte på en frisk på det store lærred.
Og ikke mindst til, at Alicia Vikander (som ganske vist er 29, men ligner en teenager) ville kunne erobre rollen med overbevisende kampgejst. Nok blev Angelina Jolies Lara svigtet af sine to rodede filmatiseringer, men skuespillerinden legemliggjorde den voksne eventyrer med kraftfuld intensitet.
Vikander er den anden Oscar-vinder, der træder i Laras støvler, og heldigvis gør hun spilikonet til sin egen uden at skele til Jolies inkarnation. Dermed får vi en mere sårbar Lara, der lærer at slå fra sig på den hårde måde, og hvis strabadser opleves så meget desto mere neglebidende, fordi hendes reaktioner på de voldsomme hændelser ekkoer af nærværende menneskelighed. Uden at det gør hende den mindste smule mindre sej, at hun siger av eller fælder en chokeret tåre.
På den måde lægger Vikanders fortolkning sig tæt op ad Gal Gadots ligeledes empatisk indlevede præstation i sidste sommers superhit ’Wonder Woman’ og tegner et billede af, at succesopskriften på en kvindelig actionhelt anno 2018 ikke længere dikterer følelsesmæssigt maskuliniserede dominatrixer.
I Roar Uthaugs ’Tomb Raider’ er Lara cykelbud i London, hvor hun forsøger at hjule væk fra minderne om sin forsvundne rigmandsfar (Dominic West), der aldrig vendte hjem fra en af sine hemmelighedsfulde ekspeditioner.
En kæmpe millionarv og familiens forretningsimperium venter på, at Lara officielt erklærer sin far død, men inden hun når at sætte pen til papir, bliver den unge kvinde optaget af en mystisk gåde – til værgen Anas (Kristin Scott Thomas) irritation.
Igennem farens notesbøger erfarer Lara, at han rejste ud for at finde en sagnomspunden ø, der efter sigende skulle fungere som fængsel for dødens altødelæggende gudinde, Himiko. Missionen var at sikre skjulestedet, så ingen nogensinde ville kunne slippe Himiko fri, men noget gik grueligt galt.
Lara begiver sig ud for at afdække sin fars skæbne og får hjælp af skipperen Lu Ren (Daniel Wu), hvis egen far forsvandt under samme omstændigheder. Duoen har smittende pingpong-kemi, og skulle ’Tomb Raider’ forvandle sig til en franchise (hvilket den meget vel gør, afhængig af billetsalg), er det oplagt at lade Vikander og Wus parløb fortsætte og ikke – som tilfældet er her i tredje akt – give en underudviklet hovedskurk (Walton Goggins) for lang snor.
’Tomb Raider’ er selvsagt ikke nogen ’Citizen Kane’, og Uthaug dyrker fuldstændig ublu et overflødighedshorn af velkendte actiontroper og karakterstereotyper i de ondes lejr (her giver danske Alexandre Willaume den som hårdkogt sidekick-baddie, der får et kort, men signifikant moment i spotlyset).
Der er dog mere genrehyldest og 80’er-’Indiana Jones’-vibes end maskintræthed over løjerne, og som rendyrket popcornsunderholdning er ’Tomb Raider’ alle pengene værd. Hvorfor man bør gøre sig selv en tjeneste og fange den i Imax-format, hvis muligt.
Lara er tilbage, og jeg anede ikke, at jeg havde savnet hende.
Kort sagt:
Der er gode skandinaviske kræfter bag den nye ’Tomb Raider’, hvor svenske Alicia Vikander er både badass og sympatisk som spilikonet Lara Croft, og den norske instruktør Roar Uthaug iscenesætter et stærkt underholdende actioneventyr, der vækker minder om 80’ernes klassiske ’Indiana Jones’-film.
Læs også: ‘Tomb Raider’-aktuel dansker blev overset herhjemme – nu slår han igennem internationalt