Det kom bag på mange, da det blev annonceret, at kultfilmen ‘Super Fly’ bliver genindspillet af musikvideoinstruktøren Director X. Originaludgaven er især kendt for sit klassiske soundtrack, der blev leveret af soullegenden Curtis Mayfield. Denne omgang er det Future, der står for musikken, og i lydsiden til filmens første trailer kan du få en forsmag på, hvordan han tager arven op – som forventet står den mere på trap-rap end Chicago-soul. Future er desuden producer på filmen.
De to hovedroller Priest og Eddie bliver spillet af henholdsvis Trevor Jackson og Jason Mitchell. I traileren medvirker foruden hovedrollerne blandt andre Big Boi fra OutKast, Big Bank Black og Zaytoven. Det kunne sagtens betyde, at disse kunstnere altså også dukker op på Futures soundtrack, men der er ikke udmeldt særlig meget på den front endnu.
‘SuperFly’ har verdenspremiere 15. juni 2018. Der er endnu ingen dato for en dansk premiere eller for udgivelse af soundtracket.