Waldo & Marsha har fundet vej ud af sangskrivningskrise med solid, strømlinet 80’er-pop
Waldo & Marsha stødte hovedet mod muren efter 2015-ep’en, ’In It To Win It’. Flere bandmedlemmer begyndte at blive involveret i andre musikprojekter, såsom Karl William, Gents, Barselona og Vinnie Who, mens idéerne i moderskibet forblev skitser, der aldrig fandt sin form.
De ovennævnte kollaborationer føles nærmest som brændslet for den nyfundne inspiration, der lod bandet færdiggøre de fem sange på ’Villa’. En ep, der markerer et forvandlet band, som har forladt både lyd- og sangskrivningsidealer fra deres tidlige år. Den shoegaze- og rumklangsdominerede wall of sound fra udgivelserne ’Smiling at the Ground’ og ’Zoo’ samt den skramlede lo-fi psykedeliske 60’er-fascination på ’In It To Win It’ er snarere blevet byer i Rusland. I stedet har de seks barndomsvenner taget tidsånden i hånden: 80’er-pop med milde strøg af r&b-sensibilitet forenes med moderne produktion, hvor specielt brugen af autotune er fremtrædende.
Åndsfællesskabet med Niels Bagge Hansen (Vinnie Who), som også bidrog til ’Zoo’, kommer til udtryk i form af en nærmest ubekymret easy listening approach på kvindecrushet i ’Sensational’, kærlighedserklæringen i ’Harder Than Today’ og feel good-ekstasen i ’Can’t Seem to Get Enough’. Det er ikke tomme kalorier, men de er sukkersøde og lette i den grad, der skabte fundamentet for 90’ernes grungede kontra.
Den letteste af alle kalorierne og det svageste led er ’Harder Than Today’. Her har Waldo skraldet nærmest alle musikalske idéer væk omkring en so-and-so-melodi, mens teksten føles lige lovligt simpel og uden den store gennemslagskraft.
’Sensational’ er muligvis det mest rendyrkede forsøg på en 80’er-popsang, der er udgivet i Danmark i 2018. Lyden af tangenterne, de utallige vokallag i omkvædets ’uuuh’-kor, synkoperingerne og omkvædets tekst »There’s something about you, girl / there’s something about you / sensational« lyder næsten, som var George Michael genopstanden på den alternative danske musikscene.
Det musikalske baggrundstæppe på verset i ’Tell Me Lies’ kunne være skabt i direkte samarbejde med Gents, mens titlen næsten må formodes at være en hyldest til et af bandets selverklærede referencealbum ’Tango in the Night’.
Ep’ens største afstikker er den næsten rytmesektionsløse og heftigt autotunede ’It Runs in the Family’, der er indhyllet i dyb rumklang og afviger fra den lethed, resten af sangene besidder. Den er tættere på Choir of Young Belivers ’Grasque’ i sit udtryk. Det er dog ikke en variation, der decideret forstyrrer lytteoplevelsen. Tværtimod ender den med at være et kærkomment opbrud.
Versets vokalmelodi på ’Can’t Seem To Get Enough’ bringer reminiscens til Frank Ocean, mens omkvædet fint lader synthstrygere danse omkring vokalmelodien, før Waldo topper af med en coda, der er ep’ens lækreste instrumentale stykke. Et højdepunkt og et utroligt solidt stykke håndværk, der gør det svært at savne Waldo & Marshas shoegaze-dage.
Kort sagt
Waldo & Marsha har skiftet ham og føjer sig selv til listen af danske bands, der skuer tilbage mod 80’ernes pop og dyrker vellyden på tilbagelænet vis. Der er intet behov for at eksperimentere eller udfordre formlen, hvilket heller aldrig føles som præmissen. Til gengæld er ’Villa’ en fin samling popsange, der forhåbentligt har bragt de seks barndomsvenner endegyldigt ud af sangskrivningskrisen, så de kan kaste flere sange af sig.