Peter Kures tekster stråler på De Underjordiskes forsigtige album nummer to
Der er flænger i luften, kurs op mod solen, have der rejser sig, jord der får fødder, sne der falder, gløder der slukker, en mørkets ø i sindets bølger, masser af tåge, skumring og sommerfrost. Alt sammen i De Underjordiskes tekstunivers.
Siden udgivelsen af ’Ind i flammerne’ (2015) har bandet slået sig fast som et habilt liveband og en af hovedattraktionerne på dansk syrerocks revival-scene sammen med Spids Nøgenhat og Fribytterdrømme. Den position vil dette album nok fastholde dem i, da De Underjordiske fortsat har en glimrende forståelse for genren og fortolker de oplagte danske 60’er og 70’er-referencer hæderligt.
Den mest bemærkelsesværdige forandring er nok frontmand Peter Kures vokallevering. Han er blevet bedre teknisk og leverer nu sine natursymbolske tekster over et større vokalspænd og med mere finesse, hvilket singlen ’Saskorus’ – et af albummets højdepunkter – bevidner. Væk er til gengæld den mere messende og energiske vokallevering, der var en af debutalbummets attraktioner.
Instrumentalt fremstår De Underjordiske i tandem med Kures vokallevering mere tilbagelænede end tidligere – der er nu længere mellem energiudladningerne. Det giver bedre rum til tekstuniverset, men tilføjer desværre til følelsen af ensformighed rent musikalsk. Der tages ikke mange chancer.
Bedst bliver det nemlig på de sange, hvor De Underjordiske gambler. ’Ellevild i skumringen’ bruger sine afdæmpede virkemidler mest sparsomt og effektivt, den over ti minutter lange afslutter ’Sletternes sønner’ lader for alvor syretrancen indfinde sig, mens førnævnte ’Saskorus’ holder fast i energien fra debuten og viser et højt sangskrivningsniveau.
Produktionsmæssigt lyder ’Flænger i luften’ bedre og mere poleret end debuten. Det er på sin vis også er med til at tæmme bandet en anelse. Der var noget fandenivoldsk og umiddelbart over debuten, hvilket er byttet væk for flere lag, et mere rumklangsfyldt rum og kælen for guitarlyden.
Bandet har flere gange givet udtryk for, at de ikke ser sig selv som et revival-band, og de peger blandt andet på 80’ernes guitarpop som en reference. Måske er det netop i produktionen, den inspiration finder sted, da det ikke er noget, der rent sangskrivningsmæssigt presser sig på.
Der er altså tale om en forsigtig efterfølger, der har byttet noget energi ud for lidt teknisk udvikling og en pænere lyd med mere plads til Peter Kures naturromantiske tekster, som på sin vis også ender som albummets største force. »Vi to ku’ ligge her for evigt / kigge op på det vi kommer af / vi skal tilbage dertil / og vi når det nok / inden morgenrøde udvisker / din krop«. Det er linjer som disse fra ’Ellevild i skumringen’ snarere end musikalske ideer, der hænger fast, når de nye 46 minutter er ovre.
Kort sagt:
De Underjordiske vil med ’Flænger i luften’ fortsat begejstre psychrock-fans og tekstnære lyttere med deres fine fornemmelse for genrens virkemidler og Peter Kures tidløse tekstunivers. Det er en mindre energisk albumefterfølger, der ikke tager store chancer, men dermed heller ikke falder igennem.