Mugison

Islandske Mugisons musik lyder som en selvmodsigelse. Han er den ensomme akustiske guitarmand, der tryller med en skrabet og underdreven electronica.

‘Lonely Mountain’ fører lytteren ud på en eventyrlig vandretur i en islandsk musiksopfattelse, der ligger milevidt fra storbyens hippe leg med den elektroniske musiks muligheder. Som ligeledes islandske Múm, formår Mugison at blande reallyde til næsten spøgelsesagtige lydkollager. Oveni ligger nogle melodier, der ligger langt fra poppens lethed, men i stedet virker i form af effektive stemningslyde der gentages i loops.

De sødmefyldte melodier har Mugison dog også godt fat i. Mest tydeligt i ‘Ear’, der med sin brug af mellotron og marimba blander en stor poplyd med en beskeden electronica. Her kan fans af tyske Notwist roligt rette ørerne mod Island fremover.

Til slut lulles man trygt i søvn på pladens sidste sang. Efter den originale brug af electronica, slutter ‘Lonely Mountain’ af med en rendyrket klagesang i ‘Poke a Pal’. Med en meget tyst guitar som bedste ven, synger Mugison så inderligt som var han Will Oldham himself. Det er inderligt og ligetil, og intet øje er tørt bagefter.

Det nye årtusinde har budt på en bølge af nyskabende electronica, samtidigt med den simple akustiske sang har fået nyt liv igen. Her, midt i mellem, er Mugisons ‘Lonely Mountain’ en plade, der er et meget originalt bud på hvor musikken kan begive sig hen, efter 90’ernes trip-hop gik i sig selv igen. Dertil har Mugison de store lyde og den gode sang i sig.