‘Workshop’: Temaer om terrorangreb og religiøs radikalisering synker uden forløsning
Hvad udgør en thriller? Skal de onde være terrorister, kriminelle eller hævngerrige medarbejdere? Skal fortællingen åbne med en død mand? Skal der trækkes paralleller til terroren i Nice eller koncerten i Bataclan?
Disse spørgsmål stiller en gruppe unge studerende sig. Den alsidige gruppe er udvalgt til at deltage i en workshop, hvor de sammen med den succesfulde forfatter, Olivia, skal skrive en roman. De unge bliver bedt om at se indad og finde inspiration i deres egne oplevelser, tanker og historie. Men teenageren Antoine er på tværs med provokationer og et kropsprog som en knyttet næve, hver gang hans tanker skydes ned i gruppen. De unges ideer til romanen afslører – ubevidst for dem selv – hvem de er. Og Antoine skiller sig tydeligt ud.
I workshoppen er Antoine målrettet og opsøger enhver konflikt. Uden for workshoppen er han ensom. Eftermiddagene i det idylliske Sydfrankrig går med at svømme, flekse muskler eller se internetvideoer fra højreorienterede undergrundsgrupper, der proklamerer hadefuld, naivistisk retorik til unge, hvide tilhængere.
Da Antoine bliver bedt om at se indad og skrive sine egne tanker, overraskes gruppen af en eksplosiv voldelig passage, der uden empati beskriver et blodbad på en luksusbåd:
»Han lynede sin taske op, tog sin AK-47, og, før nogen kunne reagere, åbnede han ild. Intet kunne stoppe ham. Blodet motiverede ham. Han så sig omkring. Dækket var rødt. Blod over hvide sæder, overdækket af hjerne. Han trådte over ligene og de døende«.
Forfatteren Olivia, der kæmper med inspiration til sin egen roman, bliver selvsagt interesseret i Antoine. Er han blot en vred, ung teenager, eller er der noget større på spil? Hun finder ham på sociale medier, går systematisk feedet igennem og finder anti-EU-propaganda og videoer af skydevåben. Hvor går grænsen mellem empati og udnyttelse? Er Olivia oprigtigt bekymret eller er hun bare inspireret?
’Workshop’ leger konstant med seerens forventninger til genre. Er filmen et hverdagsdrama placeret under det varme lys ved kysten til Middelhavet? Eller gemmer der sig en thriller under overfladen, hvor spændingerne mellem en middelalderende, kvindelig forfatter og en vred, ung mand konstant optrappes? Filmens styrke er, at den næsten hele vejen igennem balancerer disse spørgsmål.
Når det er sagt, lander ’Workshop’ i sidste ende et halvhjertet sted, hvor den vil provokere uden mod til at følge op på det. Tidlige scener, hvor den alsidige gruppe af unge mennesker diskuterer terroren i Bataclan og Nice, bliver et løfte, der aldrig indfries. De seneste års terrorangreb, religiøs radikalisering og en voksende global højreekstremisme er temaer, der alle søsættes. Men hver og en synker de uden forløsning.
Tilbage står en film med interessante karakterer og temaer, men med en eftersmag af at have set noget, det ville være mere meningsfuldt, end det egentlig er.
Kort sagt:
Laurent Cantets film om en workshop, hvis deltagere diskuterer terror mens den ene måske radikaliseres i privaten fænger til en start, men lander ultimativt mellem to stole i en søgen efter sin genre.