Father John Misty udvisker skellet mellem privatperson og persona på ’God’s Favorite Costumer’
Det ligger lige for at høre ’God’s Favorite Costumer’ som en slags antitese til ’Pure Comedy’.
Hvor Father John Mistys 2017-udgivelse var et 80 minutter langt sarkasmedryppende, samfundskritisk (og – til tider – klædeligt selvkritisk) manifest, er det nye album i underkanten af 40 minutter og langt mere ’ind til benet’ i sin lyriske tilgang: Her er fokus på Josh Tillmann selv snarere end på et udblik på verdens tilstand i spændet mellem religiøs fundamentalisme og tankeløs forbrugerisme.
For det andet har Tillmans tilgang til PR-delen – en næsten uundgåelig konsekvens ved Misty-personaens image som outreret charlatan – været markant anderledes i denne ombæring. Hvor han sidst stillede op til omfangsrige og stærkt underholdende/øretæveindbydende interviews i alverdens betydende medier – man kunne omtrent plukke citeringsværdige oneliners som fuldfede, mørkerøde kirsebær på en julidag – har han i forbindelse med det nye album trukket stikket og ikke udtalt sig om indholdet overhovedet.
Han gav et enkelt, længere interview til Uncut Magazine tilbage i oktober 2017, der afslørede rammen for albummet: At han oven på en alvorlig (parforholds)krise tilbragte to måneder på et hotel for at komme væk – eller for at finde tilbage til sig selv.
Tillmans pludselige reservation i forhold til at dele sit liv og sine tanker med medierne kan skyldes, at han selv er blevet træt af at blive konfronteret og taget til indtægt for sit eget (frit associerende) vid, men det markerer også – og det er sådan set mere relevant – meget godt forskellen på de to værker: Det ene album så ud på verden, det andet ser indad.
Man kan både anskue ’God’s Favorite Costumer’ som en tvillingeudgivelse til ’Pure Comedy’ – hvor værkerne repræsenterer en form for yin/yang-dynamik – eller man kan se det som et brud med fortiden, en ny begyndelse. Følger man den sidste logik, kan man endda spørge, om ikke Father John Misty på ’God’s Favorite Costumer’ i højere grad er et stykke Josh Tillmann-autofiktion under dække af hans nu verdenskendte alias? Det synes i stigende grad omsonst at gøre et forsøg på at skelne mellem privatperson og persona.
De ti sange på albummet er ikke slaver af en konceptuel ramme, men de taler alle ind i, eller kan på den ene eller anden måde høres i forlængelse af, den krisestemning, de to måneders ensomme ophold på hotellet (her kaldet ’The Palace’) var udtryk for.
Et af de interessante narrative greb Tillman benytter sig af, er brugen af perspektivforskydning. Førstesinglen ’Mr. Tillman’ fortælles fra en hotelportiers perspektiv, da han tager imod den berømte gæst, og desuden forholder sig til en henvendelse fra en anden sangskriver, Jason Isbell, der ængsteligt spørger til Tillmans ve og vel. Det er vittigt og pirrende, men musikalsk en ret blød mavelanding i form af et melodiøst, men pubrock-slentrende vers, der fiser ud i et uopfindsomt omkvæd.
Perspektivet skifter til Tillmans kone, Emma, i ’Please Don’t Die’ – en sang, der, hvis vi skal tage teksten bogstaveligt, antyder, at hun troede Tillman havde tænkt sig at begå selvmord, da han forlod reden til fordel for hotelopholdet. Den dæmoniske humor ligger dog hele tiden på lur i det meta-agtige ved, at Tillmann lægger ord i munden på sin kone (som når hun udtaler sig fordømmende om hans rock’n’roll-livsstil): »All these pointless benders with reptilian strangers«.
Tillman er i det hele taget lidt af en mester i at finde en (hårfin) balance mellem personlig smerte og absurd humor på ’God’s Favorite Costumer’: På ’The Songwriter’ forestiller han sig, hvordan det ville have været, hvis Emma havde været sangskriveren i forholdet. Ville han have været hendes muse eller blot en kilde til irritation? Igen: Den metarefleksive humor drypper af vid, men med en klart formuleret understrøm af smerte (og – formoder man? – en selvransagende ægthed): »What would it sound like if you were the songwriter / and loving me was your unsung masterpiece?«
På ’The Palace’, der er domineret af klaverets langsomme mol-toner, adresserer Tillmann Emma direkte: »Last night I texted your iPhone / and said I think I’m ready to come home«. Misty lader alle parader falde i omkvædets gentagende linje: »I’m in over my head«.
Han har aldrig lydt så sårbar som her. En effekt, der ikke bliver mindre af, at Tillman musikalsk er mere prunkløs end ellers. Her bliver vi nemlig ikke serveret et fermt snedkereret omkvæd med hilsen til forbilleder som Newman, Nilsson eller Elton John, men blot en enkelt sætning, der får sangen til at punktere – måske er det underforstået, at vor protagonist end ikke længere kan hidse sig op til at levere musikalsk harmoni?
Der er generelt en mere løssluppen, nærmest jam-agtig stemning og spontanitet over arrangementerne, der flere steder emmer af Beatles anno ’Abbey Road’ og af Lennons solorepertoire. Tillmans vokal er flere steder mikset på en måde, der får ligheden til Lennon til at fremstå tydeligt.
De opulente strygere fra forgængeren er skåret (næsten) væk til fordel for mere (rock)bandorienterede arrangementer eller afpillede klavertoner. Der er en klædelig taktilitet i lyden af den spankulerende baslinje i for eksempel åbningsnummeret ’Hangout at the Gallows’, der helt tydeligt adskiller sangen fra ’Pure Comedy’-materialet.
Førnævnte sang imponerer med en mindre verbalakrobatisk lyrisk stil, der til gengæld rammer hovedet på sømmet følelsesmæssigt: »I’m treading water as I bleed to death«. Når det er sagt, hiver Tillman fortsat opfindsomme metaforer frem med skødesløs perfektion: »Like a carcass left out in the heat / this love is bursting out of me« (’Disappointing Diamonds Are the Rarest of Them All’).
Hvis det klæder Misty at vende tilbage til en mere spontan, mindre ornamenteret stil – musikalsk såvel som lyrisk – kan man sige, at bagdelen ved manøvren er, at ’God’s Favorite Costumer’ virker som et øjebliksbillede, som Misty – måske på grund af sangenes personlige karakter – har ønsket at fange i flugten. Denne form for spontanitet var næsten helt fraværende på ’Pure Comedy’, men prisen Misty betaler er, at sangene som kompositioner ofte mangler en afgørende skarphed.
Hvis Misty kan kombinere den instrumentelt og lyrisk slappere tilgang med mere gennemarbejdede kompositioner (kort sagt: Mere funklende melodier), kan han ramme ren jackpot. Han vedbliver med at fremstå som en af musikscenens mest interessante skikkelser – og det skyldes altså ikke udelukkende god PR!
Father John Misty som Josh Tillman er ikke mindre interessant end Josh Tillman som Father John Misty.
Kort sagt:
Josh Tillman dyrker en – musikalsk såvel som lyrisk – mere umiddelbar og mindre ornamenteret stil på ’God’s Favorite Costumer’, der alene ved sine knapt 40 minutters spilletid adskiller sig væsentligt fra den 80 minutter lange forgænger, ’Pure Comedy’. Det er næsten umuligt at skelne mellem privatperson og persona på det nye album, der tager udgangspunkt i en personlig nedtur forårsaget af en parforholdskrise.