Ella Fitzgerald & Duke Ellington
Juan-les-Pins, Frankrig, 29. juli 1966.
Ellington slår tre akkorder an, og publikum genkender nummeret med det samme. Han skifter til et skævt, synkoperet staccatto. Halvvejs, eller deromkring, inde i 12. takt demonstrerer Jo Jones bag trommerne, hvad det vil sige at ‘falde ind’ i et nummer, og Ellington griner og råber begejstret. Ella lægger ud med et nasalt ‘dntmeanathng….. ifitaintgotthatswing….duar-duar-duar-duar-duar-duar-duar-duar….don’t mean a thing – all you gotta do is sing…. duar-duar-duar-duar-duar-duar-duar-duar….’ og fortsætter ind i koret med sin karakteristiske scat.
‘Ella & Duke at The Cote D’Azur’ er en smuk dokumentation af to af jazzens største individuelle kunstnere på deres højdepunkt. Den sofistikerede Edward Kennedy ‘Duke’ Ellington fra det pæne hjem med de pæne manerer, og den tyve år yngre Ella Fitzgerald fra den fattige sydstatsfamilie.
Deres forskellige personligheder udtrykkes præcist på coverfotoet fra albummet. Den selvsikre, elegante Ellington, som performer og bader sig i publikums begejstring – og den sky, generte Ella, som på forunderlig vis følte sig bedst tilpas, når hun stod på scenen med ‘sit’ publikum, som hun kaldte det. På denne meget levende live-optagelse forenes de, som de gjorde flere gange før, men aldrig siden, til en koncertoptræden, der rækker ud over det sædvanlige.
Man kunne vælge mange numre fra denne koncert: Åbningsnummeret ‘Mack The Knife’, ‘Misty’ eller nogle af instrumentalnumrene som Ben Webster (ts) og Ray Nance (v) i smukt samarbejde på ‘All Too Soon’. Men ‘It Don’t Mean A Thing …’ skiller sig ud af flere årsager. Det er en af Ellingtons egne kompositioner (han skrev den allerede i 1932!). Den blev en af Ella Fitzgeralds signatur-numre, og så er den alt andet lige, indbegrebet af jazz. Teksten lyder i al sin enkelthed:
‘What good is melody, what good is music
If it ain’t possessin’ something sweet
It ain’t the melody, it ain’t the music
There’s something else that makes the tune complete
It don’t mean a thing, if it ain’t got that swing
It don’t mean a thing, all you got to do is sing
It makes no diff’rence if it’s sweet or hot
Just give that rhythm ev’rything you got
It don’t mean a thing, if it ain’t got that swing’.
Men for ikke at forvirre nogen, er det kun omkvædet, der indgår i denne indspilning. Vers og alt andet bliver scattet af Ella, Duke og dem begge i fællesskab, tilsat forskellige forhåndenværende citater som ‘rain, rain, go away – come again some other day – dub-bu-bi-du…’ og ‘It’s been a hard days night, and I’ve been working ba-da-bui ba-da-bui…’
Hele Ellingtons orkester er i sving. På det tidspunkt talte det, udover de tidligere nævnte, blandt andre Johnny Hodges (ts) og velnok den mest velswingende og sammenspillede trombonesektion; Laurence Brown, Chuck Connors og Buster Cooper. Elsket af mange – hadet af lige så mange for deres hidsige, hysterisk højt pitchede lyd, som også dominerer crescendoet på ‘It Don’t Mean A Thing…’. Fokus skifter konstant fra vokalen til rytmegruppen, til blæsersektionen og tilbage igen. 7½ minut tager det for Ella & Duke at scatte sig gennem denne klassiker af en jazz standard – og det er ikke et øjeblik for meget.
It don’t mean a thing, if it ain’t got that swing. Overvej det lige.
Dét er jazz!