Thundercat på NorthSide var en tur dybt ned i fusionsjazz-kaninhullet

»You guys ready to go down the rabbit hole?«, var Stephen Bruners åbningsreplik, da han som Thundercat indtog NorthSides mindste scene. Og hvilket kaninhul! Faktisk var de to indledende numre i koncerten, ‘Rabbot Ho’ og ‘Captain Stupido’, så svært fordøjelige, at man kunne mistænke missionen for at være at skille fårene fra bukkene – simpelthen skræmme det tynde øl blandt NorthSide-publikummet over til én af de andre scener.

Men bedst som man tænkte, at resten af Thundercats optræden ville fortabe sig i cutthroat-kompromisløs, frenetisk fusionsjazz-onanade med flintrende virtuose toneforløb op og ned af bassens hals, så selv speedmetalguitarister ville være sat af, hostende i støvet, blødte Bruner og hans to lige så durkdrevne bandkumpaner op og slog over i to milde, funky skæringer – ‘A Fan’s Mail (Tron Song Suite II)’ og ‘Tron Song’.

Og netop en linje fra sidstnævnte kunne snildt indkapsle hele koncerten: »I always come back to you«, synger Bruner nemlig i oden til sin kat, Tron, og det var præcis det han gjorde: Bevægede sig ud i vilde soliekskursioner, men vendte altid tilbage til det tilgængelige og tilbagelænede udgangspunkt.

Bruner er indiskutabelt en sand ekvilibrist på sit instrument og formåede sandsynligvis på den tre kvarter lange koncert at klemme flere toner ud af sin bas end faktisk hele NorthSides øvrige lineup tilsammen! – men han er også en gudsbenådet sanger og sangskriver. Hans karamellækre, pitch-perfekte soulfalsetter bar meget af koncerten i guldstol, og et nummer som ‘Heartbreaks + Setbacks’ kunne sikkert have været et monsterhit i hænderne på mere berømte gutter som for eksempel Justin Timberlake.

»You guys play Fortnite? Some Overwatch? Dragon Ball Z Fighterz? PUBG? How about Mortal Kombat«, spurgte Bruner sent i koncerten og kastede sig ud i en gnistrende levering af den synth-blinkende gamer-sang ’Friend Zone’ fra hans seneste album – fulgt af den spændstige og rent ud sagt grovfunky ‘Them Changes’, som fik publikums hoveder til at bobbe i takt med hans wah-gurglende bas og satte trumf på.

Thundercats force ligger helt sikkert i mødet mellem hans virtuositet og sangskrivertæft, og det var også i disse kollisioner, at hans liveoptræden skinnede mest om kap med den dalende sommersol bag ham – og fik de cirkusopvisningsagtige, instrumentale svinkeærinder til at glide forbløffende let ned.

Læs alle vores anmeldelser fra NorthSide HER.