’Adrift’: Romancen overskygger overlevelsen i katastrofeeksperts nye film

På en båd i Stillehavet er en ung kvinde strandet. Hun vågner med et blødende hoved, i vand til halsen og fanget i et flydende skibsvrag. Hun kæmper sig op til dækket og leder febrilsk efter sin forlovede. Gennem kikkerten er der hverken skyggen af land eller mand i sømiles omkreds.

Sådan starter den islandske instruktør Baltasar Kormákurs nye film, der følger den 23-årige Tami (Shailene Woodley) og hendes udkårne skibsmakker Richard (Sam Claflin) i deres forsøg på at overleve efterdønningerne af en orkans raseren på åbent hav. Her starter vi, få timer efter katastrofen er indtrådt, og få minutter før de rigtige prøvelser skal begynde.

Derfra styrer historien i to forskellige retninger: Den ene i flashbacks mod fortællingen om en blomstrende, opslugende kærlighed mellem to eventyrlystne haventusiaster og den anden mod en krævende kamp for overlevelse. Den første ved vi ender med en orkan, der skal vælte lykken omkuld, mens den anden har en mere uvis ende. Alligevel føles det hurtigt, som om vi får alt for meget at vide.

Det er svært at lave en god film om overlevelse. I det mindste er Tami ikke alene som James Franco i Danny Boyles nervepirrende ’127 Hours’ eller Robert Redford i J.C. Chandors anderledes ’All is Lost’. Og et eller andet sted virker livet på en halvfunktionel båd mere overkommeligt end det uendelige rum i den billedskønne ’Gravity’ eller en postapokalyptisk virkelighed som i ’The Road’ med Viggo Mortensen. Tami har da nogen at tale med og bedre odds end en løsgående astronaut.

Kormákur har specialiseret sig i overlevelsesfilm med både den stærke islandske ’Dybet’ og den effektive engelsksprogede ’Everest’. I hans nyeste film er han mere til kærlighed end spænding. Romantikken er filmens ærinde, og derfor er det fatalt, at kærlighedshistorien er banal og forudsigelig med traumatiske barndomsminder og guitarserenader. Også selvom replikkerne er skarpt skrevne, og Shailene Woodley og Sam Claflin er velcastet som de elskende, der mødes på Tahiti, mens Tami leder efter nye eventyr og Richard efter en kompagnon på det åbne hav. De har slet og ret god kemi.

Det giver tyngde at vide, at det er en sand historie, men scenariet forekommer bare ikke særlig farligt i ’Adrift’. Nerven i overlevelseskampen går fløjten. For hvor galt kan det egentlig stå til, når vegetaren Tami flere dage inde i livet som nødstedt nægter at fange og spise fisk, fordi de ikke skal lide?

Ikke engang twistet i sidste akt kan hive den synkende skude op.