Boy

Boy besidder på overfladen, hvad man nok godt kan kalde en ironisk varebetegnelse. Bag det uanselige og ualmindeligt Google-genstridige dæknavn gemmer sig et tysk-schweizisk venindepar, der med base i Hamborg og Zürich spinder raffineret og elegant afrundet singer-songwriterpop med Leslie Feist og Tegan and Sara som nærmeste åndsslægtninge.

Boy behersker en ukompliceret, nærmest banalt jordnær realisme i teksterne og dyrker i samme dur den umiddelbare skønhed i veldrejede og feminine hverdagspopsange, som heldigvis ikke kages til i overdreven lydmakeup. Valeska Steiners renhjertede og pitchperfekte vokal befinder sig i mestendels analoge omgivelser – og der virker hun tilpas og hjemmevant. I en mere retfærdig verden ville disse kvaliteter i sig selv være nok til at betvinge radiostationerne. Man kan sagtens forestille mig, at pigernes mest rapfodede sager som ‘Waitress’, ‘Skin’, ‘Oh Boy’ og ‘Silver Streets’, der alle har det til fælles, at de propelleres fremad af Phoenix- og Cult of Luna-trommeslageren Thomas Hedlunds knastørre kedeltæsk, kunne gøre en fin figur i æteren. Især de to sidstnævnte burde kunne få sommerfuglene til at blafre i maven og gøre selv de mest vinterfrosne, hærdede typer kvidrende forårskulrede.

Det er en knivsægsbalance at begå så fundamentalt ligetil allemandseje-musik uden at det kæntrer og bliver ligegyldigt. Det bør hyldes. I det lys tilgiver man fint at slyngveninderne en sjælden gang imellem fumler med bolden, som på lukkeren ‘July’ – en faktisk flot ballade, der blot virker som en lidt vel gumpetung dessert ovenpå en treretters-menu af numre i førnævnte fjedrende og sorgløse kategori.