Følelsesfulde Saveus sang Orange Scene i knæ
»Definitionen på en ideel Orange Scene-åbner«, lød vores reaktion, da det i april blev annonceret, at Saveus fik æren af at skyde årets Roskilde Festival i gang på den største og mest prestigefulde scene.
Heldigvis viste bookingen sig at være god ikke kun på papiret. Kombinationen af Martin Hedegaards maksimalistiske sci-fi-gospel, selvsikre og begejstrede scenetække og ikke mindst vilje til at levere et fucking show, gjorde hans åbningskoncert til den bedste i flere år.
Hedegaard havde i dén grad styr på sine virkemidler, også de mest corny af slagsen. Den tempofyldte ‘Everchanging’ blev leveret med en nøgen klaverintro og intense fraseringer, hvilket blot forstærkede effekten, da originalens synthbas, gospelkor og koklokke satte ind. De storladne gospeltakter på ‘Time Can Heal a Man’ (desværre uden live-kor) udløste indfølt fællessang. Og ‘Good Times’ tog form som en øm balladestund, hvor Hedegaard med en hånd på sin keyboardspillers skulder foldede sin fejlfrie falset helt ud.
Skønt der således var skruet op for følelserne, og Saveus turde sætte tempoet helt ned, mistede bandet aldrig taget i det solide fremmøde. Tværtimod tog intensiteten til under finalen, hvor Hedegaard fik publikum ned i knæ under en gnistrende udgave af fanfavoritten ‘Himalaya’, inden showet kulminerede med den klimaksopbyggende ‘Levitate Me’, hvor han først crowdsurfede på maven (!) og dernæst smed trøjen og halvt grinende, halvt grædende tæskede de sidste akkorder ud af synthesizeren.
Et show af Queen’ske dimensioner og derfor en bedrift af en Orange-debut.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival
Læs også: Hvis publikum kunne bestemme: Ønsker til Roskilde Festival 2019
Læs også: Roskilde Festival: Publikums yndlingskoncerter – plus de største skuffelser