Leonard Cohen
Otte år er der såmænd gået, siden den nu 77-årige canadiske maestro Leonard Cohen sidst berigede os almindelige dødelige med sine spirituelle og poetiske visdomsord på albummet ‘Dear Heather’, der retrospektivt set nok hører til blandt de mindre langtidsholdbare i Cohens ellers bundsolide bagkatalog. Nu er sangskrivernes overvismand så atter nedsteget fra sit ‘Tower of Song’ med det nye album ‘Old Ideas’ under armen.
Rent musikalsk er der måske nok tale om gamle ideer, i det albummet som sådan ikke føjer noget skelsættende nyt til Cohens udtryk. Det virker dog også fløjtende ligegyldigt, når nu sangene er så gode som tilfældet er på ‘Old Ideas’, der byder på et fortrinligt miks af bluesede folkballader og synthsalmer, som alfahannen crooner sig igennem med vanlig autoritet.
Cohens dybe stemme bakkes sublimt op af hans efterhånden faste sparringspartner, sangerinden Sharon Robinson. Man kommer dog ikke uden om, at det er ordene, som albummet står og falder med. Cohens pen virker skarpere end længe, og begæret, melankolien og længslerne besynges digterisk på albummets ti sange, der alle emmer af levet liv, bitre erfaringer og erkendelsen af, at alderdommen og døden presser sig på.
»I love to speak with Leonard / he’s a sportsman and shephard / he’s a lazy bastard living in a suit«, konstaterer Cohen selvkritisk i det smukt vuggende åbningsnummer ‘Going Home’. Først og fremmest er Leonard dog fortsat en fabelagtig sangskriver og poet. Og gudskelov for det.