’Ant-Man and the Wasp’: Som at sætte en enarmet jonglør til at gå på efter Beyoncé og Jay-Z i Parken

Marvel-universet har aldrig stået stærkere hverken kreativt, kulturelt eller kommercielt end lige nu i kølvandet på deres seneste tre film.

Taika Waititi genopfriskede både superhelte-genren og den bryske muscle bro med et skud tiltrængt humor i ’Thor: Ragnarok’. Med Black Panther gjorde Marvel indtog i en langt mere politisk og kulturelt relevant arena med deres mest socialt kommenterende film til dato. Og for blot et par måneder siden kulminerede ti års og 19 films ambitiøs world building med ’Avengers: Infinity War’, der har spillet fuld plade i box office-rekord-bingo.

Og nu kommer så ’Ant-Man and the Wasp’. Det svarer lidt til at sætte en enarmet jonglør til at gå på efter Beyoncé og Jay-Z i et udsolgt Parken. Eller i filmens helt bogstavelige tilfælde: en kæmpemyre, der spiller trommer. Lad os sige det sådan her: På listen over relevante tilføjelser til Marvels evigt ekspanderende filmunivers skal vi altså rigtig langt ned, før vi finder en kæmpemyre, der spiller trommer.

Det er selvfølgelig også en utaknemmelig opgave at skulle følge efter de seneste triumfer. Men det virker, som om holdet bag ’Ant-Man and the Wasp’ godt selv ved, hvilke sko de skal udfylde, og derfor prøver alt for hårdt at gå i en anden retning. Et forsøg på at fokusere mere på karakterrelationer end storladen action falder til jorden ved at introducere en håndfuld nye figurer, der ikke tilføjer noget til historien eller universet som helhed. Og ingen komisk dialog kan dække over, at Paul Rudd og Evangeline Lilly som det titulære makkerpar Ant-Man og The Wasp har lige så sprudlende kemi som den gennemsnitlige telefonsælger med sine kunder.

Filmen åbner ellers, med hvad der efterhånden er blevet en Marvel-favorit: Den rammesættende flashback-scene. Her får Michael Douglas og Michelle Pfeiffer via digital foryngelse mulighed for at shine, som de gjorde i 1980’erne, i rollerne som henholdsvis Hank Pym og Janet van Dyne – de originale Ant-Man og Wasp.

Under en mission for 30 år siden blev Janet nødt til at krympe til »subatomisk størrelse« og forsvandt i the quantum realm. Siden slutningen på Ant-Man fra 2015 har nutidens Hank Pym sammen med sin datter, Hope van Dyne (Lilly), fået bygget en tunnel til the quantum realm, og filmens centrale plot og emotionelle krog bliver dermed missionen om at hente Janet tilbage fra derfra.

Den krog er pakket ind i en overfyldt heist-komedie, hvor Ant-Man til trods for sin hovedrolle brillerer ved nærmest ikke at have nogen indflydelse på plottet. Jeg kunne ikke engang genfortælle det, hvis jeg ville: Noget med hans medvirken i lufthavnsscenen i ’Captain America: Civil War’. Noget med Sokovia-aftalen. Noget med en fodlænke i huset. Anyway, Ant-Mans opgave er primært at omgå de forhindringer, der bliver kastet i hans retning, og lire selvrefleksive zingers af undervejs. Som da han for eksempel spørger: »Sætter I bare ‘quantum’ foran alle ord eller hvad?«. Og ja, det gør de. Fordi videnskab.

Måske er al dialogen i virkeligheden skrevet ud fra benspændet ‘hvad mon folk ville tweete om ’Ant-Man and the Wasp’ efter at have set ’Ant-Man and the Wasp?’. Det bliver aldrig sjovt på mere end høhø-stadiet.

Bevares, det er jo stadig Marvel, så det bliver aldrig decideret uacceptabelt. Ant-Man og den tilhørende formindskelses-/forstørrelses-teknologi er grundlæggende latterlig, men det kan alligevel noget at se en kæmpemæssig Pez-figur tromle igennem San Franciscos bakkede gader i filmens fint orkestrerede biljagtscene. De visuelle effekter fejler heller ingenting (bortset fra kæmpemyrerne), det er bare en skam, at man allerede har set samtlige money-shots, hvis man har set traileren.

Og for at besvare det største spørgsmål, der svæver over filmen inden premieren: Nej, konsekvenserne af Thanos’ galakse-udslettende fingerknips bliver ikke afdækket yderligere (det er ingen spoiler – Marvel har selv bekræftet, at filmens begivenheder ligger forud for ’Infinity War’). Og dermed ryger noget nær det eneste trumfkort, ’Ant-Man and the Wasp’ kunne have benyttet sig af.

Læs også: Anmeldelse af ‘Avengers: Infinity War’