L.O.C.

Engang cruisede jeg med L.O.C.. Vi rullede i wife-beaters, shades, smørrede smil og smed kække bemærkninger efter kællingerne (både de andre rappere og søde damer). Så blev Liam ædru, elegisk og lykkedes med et beundringsværdigt crossover til populærmusikscenen.

Det er stadig den ‘nye’ stil, der dominerer den selvgjorte millionærs album, når han beskriver bagsiden af medaljen og åndeligt armod. Rocktrommerne samt den uendelige synthsuppe på ‘Martyrium’, ‘SGMD’ og ‘Under nul’ har vi dog hørt rigeligt af – pompøst, poppet og oppustet. Jeg gamle hiphopper, der mindes, dengang vi var små, foretrækker ‘Noget dumt’ – et straight rapnummer med kærlighedserklæringer og stryger-hook.

Gratisalbummet trækker dog også tråde til andre af rappens undergenrer, som en spraglet musikalsk parade L.O.C. tidligere yderst vellykket har bedrevet på sine ‘Nyt fra Vestfronten’-mixtapes.

Mest interessant er to numre, der begge bidrager til alsidigheden og gæstes af vores gamle venner. ‘Jetlag’ med USO og WC har et tungt dirty south-beat med klirrende hi-hat og en dekadent club-lyd, mens ‘Jeg er Judas’ kombinerer L.O.C.’s teatralske stil med tunge bassamples og skrigende horn fra rappens guldalder. Jokeren snakker os et øre af med spoken word på samme track, før Pernille Vallentin synger et skingert omkvæd på ‘Skyd mig ned’. Jeg både remser og synger med, uden at have besluttet mig for om de respektive bidrag er irriterende eller iørefaldende. Formentlig både/og.

Jeg respekterer, hvad min gamle bonkammerat laver, men jeg savner alligevel dengang, ‘vi’ kørte tung west coast fra start til slut. Selv de bedste venner kan vokse fra hinanden.