Lad mig starte med en undskyldning. Jeg vil gerne beklage, at vi her på Soundvenue forbigik ’Game Night’ i tavshed, da den fik dansk premiere for et halvt års tid siden, 22. februar i år.
Jeg kan ikke huske den nøjagtige årsag til, at vi ikke så meget som anmeldte den, men det var sikkert noget med, at filmen ud fra plot og markedsføring lignede en gennemsnitlig Hollywood-komedie af den slags, som de danske distributører fører til biografen uden større entusiasme, fordi de er forpligtede over for deres amerikanske moderselskaber. Den smagte kort og godt af metervarer, og jeg tænkte nok, at ingen ville klage, hvis vi stille og roligt sprang den over.
Men jeg tog fejl. Her er en klage fra mig til mig.
Efterhånden er det gået op for mig, at ’Game Night’ har fået en vis status i hjemlandet. Den har ganske vist en beskeden Metacritic-score på 66 procent, men flere troværdige kritikertyper sætter filmen højere, end man kunne forvente, når man ser den fjogede plakat med Jason Bateman, Rachel McAdams og en glad hund med en pistol. Senest hørte jeg de to vidende værter for podcasten ’Filmspotting’ rose filmen til skyerne, og en af dem havde den sågar på femtepladsen over de bedste i første halvdel af året. Det var det, der gjorde det for mig: Forleden fik jeg den omsider set.
Konkurrencekærester
McAdams og Bateman spiller Max og Annie, to hyperdedikerede konkurrencemennesker, hvis blikke mødtes under en trivial-aften på den lokale bar, da de i kor fra hvert deres hold svarede rigtigt på et spørgsmål om den lilla Teletubby. Kærlighed ved første quiz.
Siden har de dystet med og mod hinanden igennem alt, spil i alle afskygninger fra ’Risk’ til ’Tegn & Gæt’ er rygsøjlen i deres forhold, og en gang om ugen er de vært for en spilaften for deres venner. Selv Max’ frieri bliver forklædt som Gæt & Grimasser.
Den eneste, Max aldrig har vundet over, er hans ekstravagante blærerøv af en bror, Brooks (Kyle Chandler), der har tjent kassen på Wall Street og en dag kommer anstigende til Game Night i netop den sportsvogn, broren altid har drømt om, lystigt affyrende let skjulte svinere rettet mod broren og dennes mere almindelige liv. Selv den traditionsbundne spilaften vil Brooks tage fra Max, og vennerne er irriterende tændte, da han inviterer dem alle hjem i sin penthouse-lejlighed til en aften ulig noget, de har prøvet før.
Brooks har bestilt et avanceret og ekstremt live-rollespil, hvor én i selskabet på et tidspunkt i løbet af aftenen bliver kidnappet, hvorefter de andre i hold skal finde frem til ham ved hjælp af snedige ledetråde. Men da en flok mænd siden bryder ind i huset og jagter en desperat Brooks gennem køkkenet, ser det usædvanligt livagtigt ud, og efterhånden står det klart, at Brooks faktisk er blevet kidnappet, sådan for real.
En præstation til komediehistoriebøgerne
Herfra går det over stok og sten i en fortælling, der tager fusen på sit publikum flere gange undervejs og er spændende som en gedigen krimi fra start til slut. Men det er nu ikke selve plotafviklingen, der gør ’Game Night’ så fornøjelig, det er kombinationen af et sjældent velskrevet komediemanuskript af den relativt upåagtede Mark Perez, et ensemblecast i førsteklasse og en overraskende driftig instruktion.
Jason Bateman og Rachel McAdams har kemi og timing i hovedrollerne, to straight guys m/k, der bærer seerens sympati overbevisende på deres skuldre og herligt udnytter deres waspede uskyldsrenhed, som når de nedlægger tre hårdkogte badguys i den selvsikre tro, at det hele er en leg, mens de fægter vildt med pistolen og råber det værste ’Pulp Fiction’-inspirerede bullshit, de kan mønstre, før de til sidst får gangsterne til at lægge sig på jorden i »barnestillingen« fra yoga: armene ud, spredte knæ, hvis I har ondt i ryggen, og hvis I gør det rigtigt, gør det viiiirkelig godt i lænden.
Men det er især birollecastet, der får scenerne til at svæve så let som en ballon over en sommereng, og ingen over Jesse Plemons, som slog igennem i ’Friday Night Lights’ og siden er blevet kendt for særligt ’Breaking Bad’, ’Fargo’ sæson 3 og ‘USS Callister’-afsnittet i ‘Black Mirror’.
I de to sidstnævnte serier bar hans præstationer også præg af et lag deadpan, men her stjæler han simpelthen billedet som Max og Annies lige dele creepy og ynkelige nabo Gary. Han drømmer om intet andet end en plads i game night-stuen, men er blevet holdt ude af det gode selskab, efter han blev skilt fra sin kone Debbie, som han stadig forguder i sygelig grad. Den karseklippede og på alle leder firkantede Gary er politimand, højst socialt akavet, og kameraet formidler hans intense blik med så stor tvetydighed, at man aldrig ved, om man skal have ondt af ham, være bange for ham eller bare rulle rundt på gulvet af grin.
Hans præstation er lige til komediehistoriebøgerne, og fandtes der en Oscar for bedste birolle i en komedie, var vinderen allerede fundet.
Sjov i selv den mindste cameo
Gary bliver på mange måder centrum for de mest mindeværdige sekvenser, heriblandt filmens fornemt eksekverede højdepunkt en lille time inde i spilletiden, hvor Max skal hacke ind i Garys politidatabase, mens vennerne smigrer ham med en fornøjelig spilaften. Det går, kan man vist roligt sige, ikke helt efter planen.
Vennegruppen står skarpt med eksempelvis en veloplagt Billy Magnussen som den halvimbecile stud Ryan, der har en ny tomhjernet blondine med til hver game night, men lige netop i dag har medbragt sin irske kollega Sarah, spillet af altid suverænt rapkæftede Sharon Horgan fra ’Catastrophe’. Faktisk er filmen et overflødighedshorn af fun selv i de mindste cameos, fra Chelsea Perettis ganske par minutter som sminket lig til Michael Cyril Creightons visit som Annies overbærende ven i indledningsmontagen. Og så dukker selveste Dexter, Michael C. Hall, såmænd også op til sidst i en fin bulgarsk skurkerolle…
I instruktørstolen sidder John Francis Daley og Jonathan Goldstein, der sammen med en håndfuld kolleger skrev manuskriptet til ’Spider-Man: Homecoming’, og man forbløffes over deres iscenesættelse, der flere steder hæver sig betragteligt over gængs standard fra Hollywood-komediegenren: Som i et langt take, hvor et Fabergé-æg skifter hænder mellem vennegruppen som en amerikansk football, mens de bliver jagtet fra alle hjørner af en storslået rigmandsvilla – eller i lydsiden komponeret af ’Drive’- og ’The Knick’-komponist Cliff Martinez, som giver puls og nerve til action- og thrillerscenerne.
’Game Night’ kurerer ikke kræft, den skaber ikke fred i verden eller allegoriserer over Trump, allerhøjst er den en velment satire over den pæne midaldrende middelklasses behov for spænding i hverdagen, hvis man nu insisterer på at lede efter dybere lag.
Den sprænger ikke komediekonventionerne, men den underholder, så det kilder i lattermuskler og eskapismetrang, mens så mange andre mainstreamfilm sovser rundt i klicheerne, taler til laveste fællesnævner eller sælger deres sjæl til CGI-djævelen. Den er sjov uden at være dum, kvik i replik og begavet i plot uden at tro, at den er guds gave til intellektet.
Hvad skal du lave tirsdag aften? Du skal se ’Game Night’.
’Game Night’ kan lejes og købes på Blockbuster og Viaplay.
Læs også: Nyligt afsluttet spionserie tilhører samme liga som ‘The Sopranos’ og ‘Breaking Bad’