KOMMENTAR Travis Scotts nye album er virkelig godt. Eller nej, det er ikke bare godt, det er faktisk virkelig imponerende. Det er sådan et album, der drejer til venstre, hver gang du tror, det skal til at dreje til højre.
I et år med solide, men også lidt forudsigelige hiphopalbum fra folk som Migos, Rae Sremmurd, Post Malone, Wiz Khalifa og så videre har ’Astroworld’ ikke bare været et frisk pust, men nærmest en mindre tornado, der fejer alle forventninger op i luften.
Sagt med anmelderord har det været et år, hvor man virkelig tit har givet tre-fire stjerner og fundet nye måder at sige »det her var da meget godt« på. Men ’Astroworld’ fortjener nærmest ikke konventionelle, lineære stjerner, det er det egentlig alt for spraglet og skørt til.
Men alligvel, åh altså, alligevel er der bare noget, der mangler.
Det er ikke for at være kræsen eller utaknemmelig: ’Astroworld’ er måske det mest spændende album, jeg har hørt i år i forhold til lyd og struktur. Og det er et album, der gør for trap, hvad Kanye gjorde for soulsample-rap: Tager tidens populære hiphopstil og skyder den langt ud i rummet.
Men det, der mangler, er præcis det, som Kanye har i overflod: Personlighed. Karisma. En stemme, man husker.
Ser vi egentlig, hvem Travis Scott er på ’Astroworld’? Er der en fascinerende historie bag al røgen og lysene? Er Travis Scott mere end en stærk kurator og producer – er han også en virkelig unik stemme?
Jeg har svært ved at høre det på ’Astroworld’. De stærkeste øjeblikke er producer-momenter: Nye lyde, innovativt sammensatte gæsteoptrædener, uventede lydskift. Eller visuelle elementer, som den vanvittige og fascinerende ‘Stop Trying To Be God’-video. Det svageste er til gengæld tit Scott selv: Når han skal bære en sang selv eller bare rappe i længere tid uden gæsteassistance. Der er for eksempel meget få linjer af Houston-rapperen, man husker.
Han er en lydmæssig troldmand, der har skabt en storm af et album. Men ligesom hos en orkan er der et vakuum i midten: Et fravær af personlighed, hvor albummets hovedperson burde være.
Det gør det lidt svært at vurdere, hvor stærkt ’Astroworld’ egentlig er. Om det eventuelt skal ses om en klassiker, selv om personen, der har skabt det, mere er en kurator af lyde og stemmer end en stor stemme i sin egen ret.
Den problemstilling fik mig til at tænke på DJ Khaled. For på en måde gør Travis Scott jo det samme som Khaled: Sætter en række af tidens vigtigste stemmer sammen for at skabe et værk, som han selv kuraterer.
En af de store anklager mod Khaled har alle dage været, at han ikke yder forfærdelig meget selv. At han bare lever godt af andre artister og producere. Til en lavere grad kan den kritik måske også bruges mod Travis Scott. For ’Astroworld’ er en succes, der i høj grad lever af, at albumets egentlige hovedperson formår at bruge andre artister og lyde, der kompenserer for hans egne mangler på mikrofonen.
Men når ’Astroworld’ alligevel er stærkere end noget, DJ Khaled nogensinde kommer til at lave, er det netop fordi Scott har Kanye-genet: De mange artister, indflydelser og samples flyder sammen til noget helt unikt. Han udvikler lydene, han samler omkring sig, til noget virkelig enestående.
For Travis Scott har måske ikke Kanyes altoverstrålende personlighed. Men han har mentorens evne til at tage musik, vi tror vi kender, og skabe noget, der pludselig lyder helt nyt. Deri ligger hele forskellen. DJ Khaled kondenserer samtidens største kunstnere – Travis Scott brygger allerede på fremtiden.
Læs anmeldelse: Travis Scott ‘Astroworld’