Carrie

Det er ikke helt tilfældigt, at Carries debut er udgivet af islandske 12 Tónar. Hun visker blidt og sødt og med accent akkompagneret af lo fi electronica beats og akustisk guitar. Det lyder bestemt skandinavisk, lidt som islandske Múm. Og vidste man ikke bedre, ville man nok også placere Laura B alias Carrie længere nordpå. Men Carrie er fra Guadalajara, Mexico, og til forskel fra den skandinaviske electronica er hendes mindre knitrende og præget af folkelementer, der gør den rundere, blødere og varmere

Laura B startede soloprojeketet i 2001 efter at have været med i flere grupper (Mery Poppins, Barón Ashler and Miyagi). Enkelte af hendes numre har været med på kompilationer i hjemlandet, men ellers må den unge mexicaner siges at være et relativt uskrevet blad fra en fjern egn.

Debutalbummet rummer en stribe minimalistiske vuggeviser, der charmerer med deres sødmefyldte og uprætentiøse facon, og stemningen er drømmende og melankolsk. Men Carries honningstemme bliver til tider lidt for sød og anelse klistret, melodierne for tilfældige, og man kommer til at savne bare en iørefaldende melodi, der kan hjælpe til at adskille numrene fra hinanden. Det mere upbeatede ‘Monstertruck’ kommer i nærheden af noget sådan, og det instrumentale ‘Complicado’ er en ren fornøjelse, men stemningen forløses aldrig rigtig. Og det er en skam, fordi man virkelig gerne vil holde af Carrie. Hun lyder så sød.