’Mile 22’: Holder Mark Wahlberg nogensinde sin kæft?

»Stop monologuing, you bipolar fuck!«, siger en parykklædt John Malkovich halvt inde i ’Mile 22’, og som publikum er det svært ikke at stemme i. Reprimanden gives til Mark Wahlberg, der ses i karrierens uden tvivl mest irriterende rolle.

I den velbetalte skuespillers fjerde samarbejde med instruktør Peter Berg spiller han Jimmy Silva – lederen af en hemmelig, amerikansk paramilitær enhed ved navn Overwatch, der neutraliserer terrortrusler fra alle verdenshjørner. På sidelinjen guides de af Bishop (Malkovich), som med udsyn til en masse dronekameraer har det store overblik.

Den aktuelle hovedtrussel ses i fem kasser cæsium-137, som ondsindede russere skal bruge til fremstilling af atombomber. Da den indonesiske politibetjent Li Noor (spillet af Iko Uwais, som er kendt fra ’The Raid’-filmene) tropper op med tilbuddet om at videreformidle kassernes lokation, hvis bare Overwatch-holdet eskorterer ham sikkert ud af Indonesien, går den vilde jagt i gang.

Men først får vi fem minutters baggrundsinfo om hovedpersonen. Under filmens stiliserede åbningstekster forklares det, at Jimmy har en galoperende hjerneaktivitet, som er svær at tøjle. Siden barnsben har han derfor haft et gult elastikbånd om håndledet, der fungerer som en slags aggressionskontrollør. Når Jimmy er ved at komme op i det røde felt, skal han således blot hive i båndet og give slip, så der lyder et lille smæld – et ganske overfladisk karaktertræk, som filmen da også fuldstændigt glemmer undervejs.

I praksis er det ulideligt at være i samme rum som Jimmy, både for hans kollegaer og for publikum. For hvad han ikke har i personlighed, har han i temperament. Skiftevis kækt og arrigt sprutter en konstant talestrøm af tarvelige tilsvininger og sarkastiske jokes ud af ham. Men det bliver sjældent sjovt og charmerende, når Wahlbergs læresætninger blandt andet lyder: »Nogle gange må man tage en chance for at gøre det rette« og »ego er ikke din amigo«.

Samtidig føles det, som om Peter Berg har forsøgt at overgå Wahlbergs tempofyldte repliklevering i klipperummet. Den ustyrlige klipperytme skaber imidlertid ikke en frydefuld intensitet a la George Millers opskruede actionmesterværk ’Mad Max: Fury Road’. Det er derimod trættende og ødelæggende for de mange praktiske stunts, som fortjener bedre.

Peter Berg har tydeligvis haft i sinde at lave en rendyrket underholdningsfilm med snappy oneliners og hårdtslående actionsekvenser, men faktisk ender man med at kede sig bravt gennem de 94 minutter, som er så forvirrende, at Malkovich på et tidspunkt må forklare en ekstra gang, hvordan missionen skal forløbe.

Mens Berg og Wahlbergs tidligere kollaborationer ’Patriots Day’, ’Deepwater Horizon’ og ’Lone Survivor’ i det mindste var baseret på virkelige menneskeskæbner, følger vi her en gruppe tomme skaller, som man hverken kan grine med eller ad.

Man kan bare sukke og håbe på, at den efterfølger, som ’Mile 22’s afsluttende cliffhanger lægger op, bliver skrinlagt øjeblikkeligt.

Læs også: Mark Wahlberg støtter udskældt Oscar-kategori – »Vi ville have vundet et par stykker«

Læs også: Hollywood-instruktørs »ufiltrerede« Rihanna-dokumentar er lige på trapperne