Patti Smith

For nylig lagde en veninde et billede på Facebook. Hun poserede med en langhåret fyr i noget, der lignede en hotellobby. Mit bud var, at det måtte være Kurt Vile, men det lignede alligevel ikke helt. Flere internetvenner skrev ting som ‘ooooopptuuuuur’ og ‘sejtsejtsejt!’, men jeg kunne ikke få mig selv til at spørge. Et par dage senere fik jeg øje på billedteksten: »Jesus died for somebody’s sins, but not ours«.

Fyren var Patti Smith. Og hun ligner oven i købet sig selv. Med den historie fik jeg diskvalificeret nærværende anmeldelse af ‘Banga’, men jeg har et forsvar: For det første er udgivelsen hendes første rigtige album i otte år. For det andet er Patti Smith som altid tidsløs. Såvel hendes udstråling som hendes musik spiller på klassiske rockdyder. Mange forsøger at efterleve dem, få mestrer dem, men hun er en af dem (Kurt Vile er i parentes bemærket en anden). Også i 2012.

Læs også: Hør Patti Smiths nye single

Sangene her er potente, fængende og nærværende. Det er solide melodier, riffs, man kan vrikke med røven til, og små ballader, hvor Smiths nærværende stemme kommer til sin ret.

Til gengæld har tiden slidt lidt af hendes kanter. Albummet mangler en anelse af charmen fra de mere rå hey days. Produktionen er poleret, og et par steder går der næsten halbal i den. Men hver gang slipper hun inderligheden løs, før man bliver irriteret. Man kan hele tiden fornemme forløsningen.

Og så takker hun endda af med en fantastisk vellykket version af Neil Youngs ‘After the Gold Rush’. Patti Smith kan stadig de klassiske rockdiscipliner.