Meek Mill ‘Dreamchasers 2’
Rick Ross’ Maybach Music Group er, ved siden af Kanyes GOOD Music og Lil’ Waynes YMCMB, en af de få større grupperinger, der er tilbage i mainstream-hiphop. Med Rick Ross som altoverskyggende lederskikkelse laver MMG musik, der skiftevis lyder ekstremt ekstravagant (når JUSTICE League producerer) og ekstremt ondskabsfuldt (når Lex Luger producerer). Meek Mill har status som Rick Ross’ bedste undersåt, men hans nyeste mixtape lyder, i hvert fald når det er bedst, mere som et udsnit af en tidligere gruppering: Jay-Z’s Roc-a-fella.
Meek Mill kommer fra Philadelphia ligesom Roc-a-fella-rapperne Beanie Siegel og Freeway. De stod for en solid, men uspektakulær rap, der sjældent gik uden for velkendte temaer. Meek Mills vokal ligner især Freeways skingre og insisterende stemme – nogenlunde det modsatte af Rick Ross’ langsomme buldren. Og når disse modsætninger mødes på ‘Everyday’ er det et af albummets højdepunkter. Faktisk er ‘Dreamchasers 2’ generelt bedst, når Meek Mill får modspil af mindre insisterende stemmer: ‘Amen’ med Drake for eksempel, eller ‘Burn’ med Big Sean. Og så er der ‘A1 Everything’, et nummer så aggressivt at selv Kendrick Lamar rapper arrigt-snerrende om penge og pistoler.
Mixtapet bærer uheldigvis formatets sædvanlige fejl: Alt for mange numre – og alle de gode først. Men overser man anden albumhalvdels kedelige fyld, har man et overbevisende bud på Philadelphia-rap anno 2012.