’The Deuce’ sæson 2 lever i hvert eneste menneske og pornomiljø

Det er ikke sådan at få bugt med den gamle verden. Netop, som den tidligere prostituerede Candy (Maggie Gyllenhaal) troede, at hun havde efterladt gaden, viser den sit fjæs igen.

Hun pitcher sin pornofilm, en smudsig version af Rødhætte, hos en producer i Californien, der virker som en antitese til hendes kunder i New York. Velsoigneret og uden ar på knoerne.

Men så skifter han toneleje: Han vil, siger han, støtte filmen, »hvis du sutter min pik, når jeg skriver under«.

Det er et slag, der er hårdere end dem, der gav hende blå mærker i New York, fordi det knækker hendes ulmende selvbillede som filmskaber med kunstneriske ambitioner – ja, dem har hun faktisk – og minder hende om, at hun er et produkt af gaden.

Det er i denne overgangsfase, at anden sæson af ’The Deuce’ finder sin dramatiske kerne. Fasen mellem prostitution og peepshows på titlens 42nd Street og pornografiens bredere gennembrud i 70’erne.

Det betyder også, at seriens udtryk har ændret sig: De beskidte sexscener på hotelværelser, ofte afrundet med vold som udtryk for mandlig dominans, er afløst af mekaniske knald i studiernes kunstige belysning. Det giver plads til mere humor: Som når kameramanden puster astmatisk, og de falske palmer falder ned under en pornoscene på ’Hawaii’.

Der er mere L.A., mindre New York i anden sæson af ’The Deuce’.

Serien er dog ikke mindre fængslende af den grund, for David Simon og George Pelecanos, duoen bag ’The Wire’, skildrer overgangen forbilledligt i det store og i det små. De skaber et organisk portræt af et miljø, der forandrer sig, og hvor dem, der befolker det, må forandre sig med det.

Den tidligere prostituerede Lori udklækkes for alvor som pornostjerne, da hun bliver nomineret til en skuespilpris og rejser til et awardshow i L.A. Tilbage i New York bliver hun flået ned fra palmerne, da hendes pimp arrigt minder hende om, hvem hun er.

En anden pimp, Larry Brown, tør langsomt op over for nybruddene og smider selv klunset for at debutere som pornostjerne. Han kan ikke læse manuskriptets linjer, men da Candy giver ham lov til at sige, hvad han vil – de ord, der virker på gaden – forfører han sin medskuespiller med rå seksuel energi.

Og Candy selv er stadig fortællingens vigtigste tandhjul, en intelligent kvinde i en enfoldig, kvindefornedrende verden, der for hvert ryk i tidsånden kommer mere til sin ret.

Faktisk tegner James Francos tvillingebrødre, Vincent og Frankie, sig for de mindst medrivende plotlinjer, fordi de forbliver de samme. Vincent holder styr på både bar og pornobiks med charme, selvtillid og smøger i mundvigen, og brormand stjæler uforbederligt fra deres fælles bankboks for at gamble og småsvindle.

De er godt selskab, fordi Franco er det, men man har et fastlåst billede af, at de trods deres fejl er gode nok på bunden. Mere interessant er det, når Simon og Pelecanos finder de joviale sider af mænd og kvinder, der er opflasket med gadens logik og også retter sig efter den. Og følger dem, mens de justerer sig til en ny virkelighed.

Det er typisk Simon: Han tager linsen derhen, hvor det gør ondt, og insisterer på at se mennesket i alle afskygninger. Som et komplekst og omskifteligt produkt af omgivelserne.

Han er en stor humanist, ikke med hovedet i skyerne, men med fødderne plantet i cementen.

Resultatet er, at der ikke er nogen steder, man ikke ønsker at være i anden sæson af ’The Deuce’. Californien eller New York, studiet eller gaden… Både menneske og miljø lever i hver en scene.

Anmeldt på baggrund af de første fire episoder.

Læs også: Anmeldelse af ‘The Deuce’ sæson 1