The Hives

En af styrkerne ved The Hives er, at de på ingen måde er bange for at svælge i en tyk sovs af klichéer. De bruger nærmest alle nævneværdige kneb, der hører til den garagerockscene, som de selv var med til at genopfinde sammen med blandt andet The Strokes i en eksplosiv reaktion på 90’ernes lyserøde tyggegummipop.

Klichéerne – som inkluderer korte og kække sange, cathy riffs og uinspireret sangopbygning – oser heldigvis mange steder af så meget charme og talent, at The Hives her ikke bliver en fuldstændig ligegyldig omgang. Lige meget om de tager pis sig selv – eller os? – som på åbningssangen, der udelukkende består af sætningen ’Come On!’, eller om de skruer ned i tempo og op for volumen i en hardrock-tribute på ’I Want More’, sidder sangene for det meste i skabet.

Allerbedst bliver det på ’Without The Money’, hvis riff lyder som en musikalsk inkarnation af svedig sex, og selvom man næsten ikke tør indrømme det, så er Sort Sol/D.A.D-hybriden ’My Time Is Coming’ guilty rock-pleasure af bedste skuffe.

Lidt for ofte slår drengen dog hjernen for meget fra og kører i ligegyldig tomgang. Når det sker minder bandet mere om et ubehjælpsomt The Hives-coverband fra Jönköping end en af garagerockens kolosser.

Når man er middelaldrende svenskere iført smokings skal der altså væsentligt mere nærvær, kant og stabilitet til, hvis bandet skal beholde den flabede coolness, et nummer som eksempelvis ’Walk Idiot Walk’ fra 2004 med rette bidrog til.