’Hold the Dark’: Stortalents voldelige Netflix-film taber tråden

Instruktør Jeremy Saulnier er efter sine to første film – de mørke, genreeksperimenterende thrillere ’Blue Ruin’ og ’Green Room’ – blevet udråbt som en nyt stort instruktørtalent. Forventningerne til hans tredje film ’Hold the Dark’, som for nyligt blev vist på Toronto Film Festival, og som nu kan ses på Netflix, er derfor også høje. Filmen er Saulniers mest ambitiøse og dyre produktion hidtil og er baseret på William Giraldis roman af samme navn fra 2014.

I filmen kontaktes naturforfatteren Russell Core (Jeffrey Wright direkte fra ’Westworld’-berømmelse, selvom han altid vil være Belize fra ’Angels in America’ for mig) af den unge mor Medora Slone (altid gode Riley Keough). Hun skriver, at hendes seksårige søn af blevet taget af ulve i en lille flække i Alaskas ubarmhjertige ødemark. Core, som er ulveekspert, har skrevet en bog om en ulv, der tog et barn, som han slog ihjel. Nu er Slone ude efter hævn over ulvekoblet, som efter sigende også har taget andre børn i området.

Alaska er et ubarmhjertigt, mørkt og koldt sted i ’Hold the Dark’. Ikke ulig Wyoming i Taylor Sheridans ’Wind River’, en film ’Hold the Dark’ har en del til fælles med. Der er noget uforståeligt og mørkt på spil i forholdet mellem Core og Slone – i det hele taget er der noget inciterende over mystikken i filmens start. Filmens problem er mere svarene på de mystiske spørgsmål, den stiller. Eller manglen på samme.

Der er en eksplosiv voldelighed i filmen, ikke mindst katalyseret af Medora Slones mand Vernon Slone (en usædvanligt kold Alexander Skarsgård), der er udstationeret soldat i Irak. Han vender hjem efter at være blevet såret i en overraskende sekvens, hvor vi pludselig kommer fra Alaskas kulde til Iraks hede ørken i tiden omkring slaget ved Fallujah under krigen. Efter sig trækker han et blodigt spor af død, illustreret i foruroligende og effektfulde voldsscener.

Han har, modsat de andre ’hvide’ amerikanere i området, den originale stammebefolknings respekt. En af hans allierede, Cheeon (Julian Black Antelope), har en temmelig sublim skududveksling med en hær af lokale politibetjente. Filmen er fyldt med suveræne enkeltscener, men formår ikke rigtigt at binde dem sammen på tilfredsstillende vis. Og mystikken, der virker som en voldsomt velkørende motor til at begynde med, løber efterhånden tør for benzin, kulminerende i en ærgerlig slutning.

Man mærker Saulniers håndværksmæssige tæft, og måske er det manus og romanoplæg, der er stukket af med filmen. Forhåbentligt samler han det hele sammen i sin næste film.

Læs også: Kom ikke og sig til stortalentet Jeremy Saulnier, at hans Netflix-film ikke er en film