Micachu and the Shapes

Jo, den arrige støvsuger figurer stadig som et spøjst crescendo-afsluttende indslag på Micachu and the Shapes’ rabalderåbner ’Easy’, hvor forsanger Mica Levi med sin flabede cockney-accent og messelinjerne »just leave the rest to me« lader én vide, at hun skam fortsat har fuldstændig styr på popvirvaret på gruppens tredje albumudslip.

Og man kan i den grad roligt lade Levi styre. For den klejne, krølhårede tomboytøs med det charmerende ladeporthul mellem fortænderne navigerer sikkert rundt i det kaotiske, men vellydende, støjbrag af Det Muntre Køkken møder Extreme Home-Makeover, som hun har skabt med ’Never’.

Læs anmeldelse: Micachu and the Shapes ‘Chopped & Screwed’

Albummet lyder som om, Levi og The Shapes-kumpanerne Raisa Khan og Marc Pell har slæbt alskens håndværkergrej ind fra garagen, trykket tændknappen i bund på samtlige elektroniske himstregimser og derefter givet sig til at afspille sandpapir på pladespilleren og hamre løs på den gurglende kaffemaskine.

Instrumenterne tøffer lystigt og skrammellarmende derudaf det ene øjeblik, for dernæst at stikke af med rasende mekanisk fart, hele vejen igennem fra den hektiske ’Waste’ til Hollywood-introen på ’The Fall’, og kulminere med den forpustede kaotiske, men eminente, ’Nowhere’.

Hvis ovenstående beskrivelse lyder som en øreskurrende, migrænefremkaldende torturoplevelse, så tager du fejl. Med Mica Levis kække og ærkebritiske gadedrengevokal i front lyder albummet mere som skuddermudder-avantgardepop, når den bider bedst fra sig og får én til at tænke, at det netop er sådan, en britpopplade ville lyde, hvis den blev transmitteret fra et sted 50 år ude i fremtiden.