Mitski gav et ambitiøst danseshow i Lille Vega
Jeg var ret spændt på, hvordan Mitski anno 2018 ville lyde live. Hun skulle naturligvis spille sange fra den glimrende ‘Be the Cowboy’ fra i år, hvor hun gik i en mere poleret retning, men hun skulle blande dette med sange fra sit bagkatalog, hvor hun er meget mere lo-fi og endda til tider ligefrem bevæger sig over i noisepop.
Selv om det ville have været sjovt at høre sange fra ‘Bury Me At Makeout Creek’ tilsat noget ‘Be the Cowboy’-glasur, fik vi det mere oplagte, da Mitski optrådte i Lille Vega: Der var skruet godt og gevaldigt op for guitaren, og instrumentationen var generelt blevet mere skramlet end i studieudgaverne, når det gjaldt sangene fra ‘Be the Cowboy’.
Sangene holdt vældig fint til dette diskrete stilskift, og skiftet gjorde selvfølgelig setlisten mere sammenhængende. Det gik desværre lidt ud over Mitskis bundsolide popbasker ‘Nobody’ – heldigvis beholdt den sin polerede diskoglans, men det kom med den hage, at den endte med at føles som lidt af en ekskurs i koncertens helhedsoplevelse.
Mitski holdt sig til mikrofonen i løbet af størstedelen af koncerten, mens hendes backingband tog sig af at tilføje godt med instrumental fylde på numrene. Det betyder dog ikke, at Mitski blot var vokalist – for hun dansede også rigtig meget.
Hendes ekspressive koreografi startede som små gestikuleringer til publikum på det velvalgte åbningsnummer ‘Remember My Name’, men som setlisten skred fremad blev den mere frembrusende, og hun tog senere hen endda en lille stol frem som en central rekvisit i dansen.
Det tog nok lidt længere tid at komme i gang, end hvad godt er, men da det endelig gjorde, var det en rigtig velintegreret del af showet. Til tider var der nogle moves, der virkede lidt malplacerede eller overdrevne, men i hovedreglen understøttede de sangenes stemninger ganske elegant.
Jeg savnede dog en fornemmelse af spontanitet fra Mitski. Hendes show føltes langt hen ad vejen ret indøvet, hvilket gjorde optrædenen en kende distanceret. Hen mod slutningen føltes det heldigvis som om, hun slap tøjlerne en smule. Hendes koreografi blev mere aggressiv og mindre millimeterpræcis, og hun blev mere nærværende.
Da hovedsættet sluttede, lod Mitski resten af bandet smutte, og hun greb selv fat i en akustisk guitar til en skrøbelig optræden med ‘A Burning Hill’. Som om det ikke skulle være smukt nok, hev hun keyboardisten frem igen til en hjerteskærende fremførsel af ‘Two Slow Dancers’, der fik flere i salen til at græde.
Det havde egentlig været den perfekte afslutning. Men nu var hun jo i Danmark, så selvfølgelig skulle hun spille den quirky ‘Goodbye, My Danish Sweetheart’. Det var en veltænkt gestus, og det solide track blev festligt opført, men det blev altså til lidt af et antiklimaks oven på de stærke følelser fra ‘Two Slow Dancers’.
Kort sagt:
Mitskis koncert i Lille Vega var fyldt med overraskende og imponerende koreografi, der ofte tilførte en helt ny dimension til hendes musik. Showet var ikke altid lige perfekt skruet sammen, men det var konsekvent både ambitiøst, originalt og medrivende.