Fraads
2. november, Stengade / 3. november, Tape
Den enormt interessante danske rapper/producer-duo Fraads, der består af rapper Papa Erotic og producer David Engelbrecht, udgav i fredags deres stærke ep ‘Fryys’. Det er den anden samling sange, siden duoen debuterede med ep’en ‘1000 knive’ i 2016, og de nye numre kan opleves live i både Aarhus og København i starten af november.
Jungle
2. november, Voxhall
Nu, hvor Noiseys nystartede festival, som Jungle oprindeligt var booket til, ikke bliver til noget alligevel, tager de soulfulde englændere til smilets by i stedet. Og man kan med god grund sætte snuden op efter en solid omgang hoftevrikkeri, for de to hovedmænd Tom McFarland og Josh Lloyd-Watson har altså både et betragteligt orkester og et helt friskt – og godt svingende! – album med i kufferten. Aarhus vil desuden være Jungles blot andet stop på deres forestående verdensturné, der tager dem rundt i både Europa, USA og Australien, så der vil næppe være nogen mangel på spillelyst at spore.
Courtney Barnett
4. november, Store Vega
Courtney Barnett har kun to album under bæltet, ikke desto mindre har hun lynhurtigt etableret sig selv som en vægtig figur på sangskrivernes allé. For tre år siden spillede – og ikke mindst skrev – hun sig ind på mange musikmediers lister over årets bedste udgivelser med sit fantastiske debutalbum ‘Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit’, og i år har hun med ‘Tell Me How You Really Feel’ tilføjet endnu et skarp bud på rockfunderet historiefortælling til sit katalog – og så udgav hun jo altså også Kurt Vile-samarbejdet ‘Lotta Sea Lice’ sidste år.
Jpegmafia
7. november, Loppen
Det er en genreflyvsk fyr, der indtager Loppen. Og det er sagt som noget pure positivt, for Jpegmafia tør om nogen at banke til nogle af hiphoppens konventioner. Tag for eksempel hans andet album ‘Veteran’, der udkom tidligere i år; her bevæger han sig rundt i industrialistiske beats og over i typisk trap, konstant eksperimenterende. Det er første gang, Jpegmafia giver koncert på dansk jord.
Sorte Firkant Musikfestival (Snail Mail, Lee Ranaldo)
8.-11. november, Indre Nørrebro
Den 8.-11. november udspiller den tredje udgave af Nørrebro-festivalen Sorte Firkant Musikfestival sig. Her vil der blandt andet være mulighed for at opleve Sonic Youth-ikonet Lee Ranaldo, den blot 19-årige Snail Mail og danske The Entrepreneuers, der tilbage i august vendte tilbage med singlen ‘Joaquin’. Spillestedet Stengade, Koncertkirken på Blågårds Plads, Blågårds Apotek, Støberiet, Blågårdens bibliotek, Caféen Sorte Firkant og Brorsons Kirke vil alle fungere som spillesteder i løbet af festivalen.
AV AV AV
9. november, Store Vega
Den danske super-dj/producer-trio bestående af DJ Er Du Dum Eller Hvad, Unkwon og Eloq bringer deres ekstraordinære 360 graders koncertformat til Store Vega. Sidste år var det Pumpehuset og dets gæster, der fik fornøjelsen af denne eksperimenterende form, men nu gonger det altså ind til anden omgang med Store Vega som arena.
Kenton Slash Demon
10. november, Studie 2
Endnu en omgang med nogle ekstremt kompetente danske producere. Denne gang i Koncerthusets Studie 2, og denne gang med duoen Kenton Slash Demon, som består af de efterhåndende garvede Jonas Kenton og Silas Moldenhawer, der er på trapperne med en ny ep med navnet ‘Oli’. Og som i tilfældet med AV AV AV og deres 360 graders koncertformat, forsøger denne koncert også at løfte sig fra det konventionelle. Kenton og Moldenhawer har nemlig endnu en gang allieret sig med arkitekterne Lenschow og Pihlmann, der vil stå for showets scene- og lysarkitektur.
Father John Misty
10. november, Forum Black Box
Så er Father John Misty endnu en gang at finde på den danske flade jord. Senest optrådte den karismatiske amerikaner ved sommerens NorthSide Festival, og nu er turen kommet til Forums Black Box. Tidligere på året udvidede Father John Misty sit herlige univers med albummet ‘God’s Favourite Customer’, hvor han især synes at vende tilbage til sine vante rødder oven på forrige års mere konceptuelle ‘Pure Comedy’.
Natalie Prass
11. november, Hotel Cecil
»Natalie Prass foretager noget af et hamskifte på sit andet album, der veksler debutens fokus på 60’er-inspireret soul og pop med 80’er-inspireret funk og 90er-r’n’b a la Janet Jackson og Mariah Carey«, skrev vores anmelder velopsummerende om Natalie Prass’ andet album ‘The Future and the Past’, der landede i sommerens begyndelse. Det er altså derfor en prægtig sangvifte, amerikanske Prass kan præsentere Hotel Cecil for denne aften.
ML Buch, Clarissa Connelly og Molina
9. november, Radar / 14. november, Lille Vega
Man kan og bør forvente en hel masse, når de tre venner ML Much, Clarissa Connelly og Molina indtager Radar og Lille Vega – både solo og i fællesskab. De tre kvinder, der laver både rock, pop og elektronisk musik, kender hinanden fra Musikonservatoriet, og så deler de tre også en spirrende løst til at eksperimentere med musikken. Alle tre er på vej med ny musik, og det tages naturligvis med på scenen.
Coco O.
16. november, Musikhuset Aarhus + 17. november, DR Koncertsalen
Coco O. er vendt tilbage til Danmark efter seks år i Los Angeles. Det markerer hun ved at spille et par intime koncerter, hvor tempoet tages en smule ned, og balladerne kan få lov at træde frem. Sådan kan hun nemlig godt selv lide det: »Jeg elsker selv allermest, når balladerne kommer til koncerterne. Og så tænkte jeg: »Hey, wait a minute. Jeg er jo egentlig artist. Jeg kan jo bare lave det, jeg godt ka’ li««. Coco O. har indtil videre udgivet fire singler i 2018.
Kesi
27. nov.-1. dec. (alle dage), Hotel Cecil
Fem koncerter. Fem dage i træk. Intet mindre kan tilsyneladende gøre det for Kesi, som i bogstaveligste forstand overtager Hotel Cecil for en stund. Men rapperen har vel også noget nær hits til en hel uge, og det spændende bliver, om han mikser sine sets up, så man får noget nyt hver aften. Det ved man jo givetvis kun, hvis man tager mere end én koncert.