Elvis Perkins

Elvis Perkins har på sin anden udgivelse valgt at gå bort fra solistrollen og har i stedet allieret sig med tre gode spillevenner. Hvor hans første album var bundet op på personlige tragedier en masse og var én mands værk, er dette album skabt i samspil med andre, og det kan høres – på godt og ondt.

Musikalsk befinder vi os i den mere poppede afdeling af folkgenren. Men der er dog stadig en del variation over samme tema, som medfører, at man støder ind i nogle ganske behagelige overraskelser undervejs. Eksempelvis på ‘Send My Fond Regards to Lonelyville’, hvor det simple akustiske nummer med banjo og kontrabas pludselig afbrydes af New Orleans-march med tuba i front. En fin tanke som ganske kort bringer det klassiske singer/songwriter-nummer en smule ud af fatning.

Melodi- og tekstmæssigt gør Perkins det ganske glimrende. Men det er selve indpakningen af de enkelte numre, som til tider er noget diffus. Mange af numrene kunne være kommet meget længere med meget mindre. Om det skyldes, at Elvis Perkins nu skal forme sine numre i samspil med andre skal være usagt. Men man fornemmer til tider, at alle instrumenter gerne vil byde ind på én gang, og det gør den samlede oplevelse til en noget rodet affære. Det er ærgerligt, for albummets force findes i Perkins’ fine tekst- og sangskrivning, som desværre ikke får optimale levevilkår under disse betingelser.