Ty Segall

Siden solodebuten i 2008 har den amerikanske garagerocker Ty Segall været en travlt beskæftiget ung herre med utallige ep’er i bagagen. Og han har været endnu mere travl end vanligt i år, hvor ’Twins’ faktisk er tredje udspil fra San Francicso-musikeren, som også i foråret udgav ‘Hair’ med psych-kollegaerne i White Fence.

Selv om hans rustne og melodiøst skurrende 60’er-inspirerede rock egentlig lyder af konstante og så bastante formiddagsbranderter, at man knapt kan overskue at række ud efter toiletpapiret eller tænde ovnen for at varme frysepizzaen, er der altså mere i Segall end det umiddelbare slackerudtryk, som hans reverb-ramponerede smadderrock giver indtryk af.

Albummet kommer i hvert fald formidabelt fra start med drengerøvs-afklapseren ’Thank God for the Sinners’, der med støjende lækre riff-fræserier og overdoser af lømlet livsnyderattitude langsomt smelter væk i den brandvarme sol.

Læs anmeldelse: Ty Segall ‘Slaughterhouse’

Man er omgivet af stegende hed, ørehængende og sexy as fuck garagerock tykt indhyllet i fuzzende feedback og grunget gavflaberi hele vejen igennem med numre som ’The Hill’, duetten med Brigid Dawson fra Thee Oh Sees, den eksploderende, møgsnavsede ’Would You Be My Love’ og den tungt slæbende ’Ghost’ som virkelig gode eksempler på amerikanerens på én gang beskidte og catchy Jay Reatard’ske baggårdspunk.

Overordnet set byder ’Twins’ dog ikke på noget nyt til forskel fra det lydbillede, som Segall flere gange har præsenteret på tidligere udgivelser, og i sin helhed flyder de forvrængede numre alligevel lettere dovent ind i hinanden.