Ty Segall Band

En forvreden guitar, der skriger som en stukken pattegris, er det første, man hører. Ansvarlig for jammeren er Ty Segall, garagerockeren fra San Francisco der ynder at finde det smukke i det grimme og grumme. Flere steder lykkes dette, småt som stort.

Titelnummeret slutter af med et fænomenalt vræl af den slags, der kradser på strubehovedet og konstant er på nippet til at knække over. Ubehageligt og underskønt på samme tid. På ’I Bought My Eyes’ lader Segall en pæn, psykedelisk rumklang-vokal flyde rundt ovenover et hovedkulds tonsende beat. En effektiv omend ikke original kontrast.

Efter et par udgivelser med opgradering i produktion og instrumentering er Segall altså tilbage i sølet, hvor den står på nær-rudimentært riff-fræs. Halvvejs igennem indfinder ’Wave Goodbye’ sig med lidt tiltrængt variation. Tempoet bliver sat ned, bassen begiver sig på en nedadgående kadavermarch, og Segall får endelig lejlighed til at fremhæve sin drævende vokal, inden de duellerende guitarer tager over.

’Wave Goodbye’ kommer på det helt rigtige tidspunkt, men kunne også have udgjort et flot afslutningsnummer. I stedet får man ’Fuzz War’, en opslidende opvisning i hvordan man kan spilde over ti minutter på kakofonisk guitar-forvrængning.

På den ligeledes mentalt udfordrede ’Diddy Wah Diddy’ udbryder Segall »Who fucking cares? I don’t know what we’re doing«. Det virker som et forceret forsøg på at overbetone skødesløsheden. Ty Segall har for længst bevist, at han ved, hvordan en møgbeskidt skønhed skal skæres.

Ty Segall Band. 'Slaughterhouse'. Album. In the Red.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af