Amanda Blank

»You’re pushy, tryin’ ta’ get up in my pussy and smaaash / ain’t fuckin’ with them fools and I ain’t cuttin’ them slack / I’m Beyoncé, independent woman, handle that!« Smask! Mød Amanda Blank. Endnu en spire fra den frodige Baltimore-klubscene med kæften i orden. Som selv sætter niveauet for sin kvindefrigørelse – sådan lidt syd for bukse-elastikken – men i denne genre er det heller ikke så lidt.

Amanda Blank er også en »lady«, der blot leder efter den ægte kærlighed og alt det skrammel. Og hvor første halvdel af debutalbummet er holdt i basdrevet, numsefikseret, pistolskudskrydret electrorap, som pladens producere Diplo, Switch og XXXChange har excelleret i de sidste fem år, er anden halvdel mere poppet og radiolækker. For det kan »the hottest motherfucker on the whole damn block« også.

Men faktisk er hun bedst med mandligt modspil fra Naeem Juwan (Spank Rock) på ‘Gimme What You Got’ og af Chuck Inglish (Cool Kids) på ‘Lemme Get Some’. De to repræsenterer stærkt, men hun ejer dem begge fuldstændigt.

Det er uoriginalt at namedroppe M.I.A og Santigold, men det klarer Blank heldigvis selv. Og særligt Santigolds sans for at skræve over den gode garagepop-melodi og bastunge clubbangers på et og samme album besidder Blank også. Mod enden forfalder ‘I Love You’ dog desværre til tomme klicheer og uinspireret lyrik, og afslutningsnummeret med Lykke Li er en af to-tre dødbidere. Men det kommer trods alt for sent til for alvor at ødelægge stemningen.