Mick Jenkins’ ‘Pieces of Man’ er en hyldest til jazz, soul og Gil Scott-Heron
»Dot dot dit dit dot dot dash – damned if I know«.
Mick Jenkins er en kompleks rapper, og han sætter store krav til sine lyttere med ambitiøse konceptalbum og lyrik, der har knudrede rødder i poesien, som han selv dyrkede, før hiphoppen fandt ham. Chicago-rapperens nye album starter med jazz-interluden ‘Heron Flow’, der er en nyfortolket fremførsel af spoken-word stykket ‘The Ghetto Code’ fra den legendariske soul- og jazzmusiker, spoken word-kunstner og poet Gil Scott-Heron, der i manges øjne ses som rappens gudfar.
I sin ‘Heron Flow’-prædiken gengiver Jenkins Herons udtryk »dot dot dit dit dot dot dat«, der betyder »damned if I know« og er blevet brugt i afroamerikanske samfund som et ironisk statement for de mistede rettigheder og privilegier, de ellers troede, de havde: »Hvor blev de af? Spørg ikke mig!«.
På ‘Pieces of a Man’ (der i øvrigt også er en titel tyvstjålet fra et Heron-album) kredser Jenkins om udtrykket ved at behandle racetematikker og samfundskritik, som på det glimrende hook til ‘Soft Porn’, men han bruger samtidig det skuldertrækkende slang til at nedsætte sine konceptuelle ambitioner sammenlignet med tidligere album – han fralægger sig ansvaret fra at sidde inde med alle svarene.
For i modsætning til det introspektive ‘The Healing Component’ fra 2016, der på godt og ondt ville alting på én gang med sit komplekse kærlighedskoncept, så virker det her som om, at Jenkins har lænet sig mere tilbage, skruet ned for ambitionerne og egentlig helst bare vil have lov til at rappe spoken word-lyrik over lækre jazz- og soulsamples. Og det får han lov til – i lidt for høj grad måske.
I modsætning til tidligere udgivelser er genren på ‘Pieces of a Man’ mere ensporet jazz-soulet, hvilket højst sandsynligt skyldes Gil Scott-Heron-hyldesten. Og når jazzens frie former sættes fri, så forstærker det både Jenkins’ tekster og flows, som det er tilfældet på singlen ‘Barcelona’, hvor jazztrommerne galoperer lige så sporadisk som de klaprende rimsalver i linjer som »I’m no nigga with dreams of bustin’ all over your girl / that’s belittling, bigger schemes, we been scribblin’ notice it’s plural«.
Jazzen breder sig i ‘Heron Flow’ 1 og 2, mens den instrumentale dynamik fra BadBadNotGood i ‘Smoking Song’ bevæger sig i flot symbiose med Jenkins’ rapflow. Men i størstedelen af sangene består beatsene stort set kun af indfanget jazz i korte samples, der kører i ring i uendelighed, hvilket kører flowet træt og til sidst kører skuden i sænk.
Det imponerende, insisterende flow på ‘Reginald’ sejler solo mod strømmen, men i numre som ‘Understood’, ‘Padded Locks’ og ‘Ghost’ bliver de statiske loops så overdøvende, at lyrikken bliver til grød, og man risikerer at overhøre ellers gyldne linjer som fra sidstnævnte nummer: »I feel the weight of landin’ helicopters / just to get up here ’n find out they read teleprompters / fuck is conscious if you woke but you still in the bed? / a lot of y’all realities is only in your head«.
Trods det høje lyriske niveau når underlaget sjældent trinnet over baggrundsmusik, og med tilbageblik på Jenkins’ tidligere musiske berøringsflader, virker den hyppige sample-brug for nem, mens ensformigheden på det 17-numre lange album næsten bliver søvndyssende.
Der mangler forandring i det store hele, og man får desværre kun snærten af det gennem nummeret ‘Grace & Mercy’, der med dystert klaver-trap stikker i en helt ny retning og kommer som et (tiltrængt) chok blandt de bløde beats.
Med det imponerende tekniske niveau i poesien er Mick Jenkins en vigtig kraft i bølgen af positiv rap fra Chicago, men det er nødvendigt, at han fortsætter med også at skubbe grænserne for den organiske musik, der driver lyrikken – ligesom byfæller som Noname og Saba begge har gjort det for nylig. For uden et musisk underlag til at støtte op om og forstærke teksterne, så kunne Jenkins lige så vel holde sig til den instrumentløse spoken-word-digtning og melde sig ud af kampen for Chicago-hiphop.
Kort sagt:
I forhold til tidligere udgivelser er Mick Jenkins mindre konceptuel ambitiøs på ‘Pieces of a Man’, som med et hav af referencer og jazz-samples er en hyldest til jazz, soul og legenden Gil Scott-Heron. Det lyriske niveau er i top, men Jenkins viser kun en snært af den musiske forandring, der er nødvendig for fortsat at drive Chicago-bølgen fremad.