’Climax’: Gaspar Noés filmorgie er et djævelsk hedonistisk LSD-trip
Det begynder ved slutningen: En blodindsmurt kvinde kryber vrælende gennem sneen og stopper i afmagt midt i billedet. Man ser det hele i fugleperspektiv: det røde i kontrast til det hvide. Det er smukt. Kvinden strækker armene ud og danner aftryk af en dødsengel i sneen.
Derefter slutter filmen og fødes på ny med en flimmerkasse, der viser en række vhs-interviews. Ildevarslende retro-gyserfilm flankerer den lille tv-skærm, hvorpå håbefulde dansere fortæller om deres håb og drømme. En enkelt af dem svarer, at han vil gøre alt for koreografen. Jeg smiler i biografmørket og tænker, at det skal man passe på med at sige. For koreografen hedder i virkeligheden Gaspar Noé, og han har for vane at udsætte sine medvirkende og sit publikum for lidt af hvert.
Jeg kender ham godt, den gavtyv. Fra hans tidligere film ved jeg, hvad jeg kan forvente: forfærdelige blodsudgydelser, kynisk nihilisme, grænseløs provokation, pornografiske overtoner, svulstig stilisering og smuk, svimlende kameraføring. Jeg kender ingredienserne, men er spændt på doseringen. Hvordan har den grænseløse fransk-argentinske instruktør tænkt sig at provokere denne gang?
Vil de pornografiske overtoner og provokationen mon tage overhånd, som de gjorde i den foregående, kvalmetunge 3D-sex- og kærlighedsfilm ’Love’? Eller skal vold og nihilisme bruges provokerende, men meningsfuldt som i den forskruede, moralske helvedesderoute ’Irréversible’?
Bare kom an, tænker jeg. Og det gør han så. Noé jager sine glade dansere/spillere ud på gulvet, hvor de først giver et langt spektakulært dansenummer. Derefter, for at sætte lidt ekstra fut i festen, er der nogen, der får den djævelske idé at luske lidt LSD i sangriaen.
Og så stikker festlighederne ellers af på klassisk Noé-maner. LSD’en rammer blodet og sender enkelte blandt danserne i himlen og resten fluks ned i helvede. Med stoffets indtog manifesterer alle instruktørens vante elementer sig: sex, vold, død, nihilisme og til sidst en svimlende kameraakrobatik, som selv ikke den smidigste danser kunne gøre kunsten efter.
Som altid er det ret vildt at være vidne til.
Men faktisk – og det kan godt undre, når nu filmen bærer det bombastiske navn ’Climax’ – er instruktørens film (efter Noé-målestok) en temmelig afmålt affære. Trods incest, børnevræl, og brændende kvinder føler jeg aldrig trang til at vende ansigtet bort i væmmelse, som jeg måtte gøre i førnævnte ’Irréversible’.
Og trods et par pseudofilosofiske citater om døden er jeg heller ikke ved at gabe kæben af led, som der til tider var reel fare for under den vilde og filosofiske, men drænende ’Enter the Void’.
Det er garanteret utilsigtet og skyldes måske, at filmen er indspillet på kun 15 dage, men det er næsten, som om instruktøren har behersket sig selv, både hvad angår indhold og længde. Og det er faktisk helt befriende ikke at blive distraheret af al den kropslige respons, der normalt akkompagnerer Noé-oplevelserne.
Så kan man bedre koncentrere mig om lærredet, hvor karakteristiske svimlende kamerabevægelser og sanselige lange takes elegant smyger sig om de smukke, men nærmest uhyggeligt elastiske dansekroppe.
Det hele minder mig på en måde om én lang, afsindigt velkoreograferet og temmelig syret musikvideo. Oplevelsen er flot, vild, djævelsk (u)lækker og lejlighedsvist lidt sjov.
Foruden den rene hedonistiske fornøjelse er det dog også svært at finde en mening med galskaben.
Hvis man endelig insisterer på en morale, kunne man måske kalde hele herligheden en temmelig ekstravagant anti-stoffer-kampagne eller en sådan lidt livstrodsig, semi-provokerende ophøjelse af døden.
Det synes jeg imidlertid er at strække den lidt. For mig er ’Climax’ ren underholdning, ren hedonisme, ren overflade. Og den slags overgiver jeg mig altså kun til, når det serveres så uimodståeligt appetitligt af en vor tids mest overlegne visuelle instruktører.
Kort sagt:
Der er ingen grund til at tage stoffer, når en djævelsk Gavtyv Noé leverer hele bad-trip-oplevelsen på små, (u)lækre 95 minutter.
Læs også: Gaspar Noés ukendte danske ‘Climax’-skuespiller – »Det er enormt befriende at være sexet«