White Denim

Texas. Galningenes stat. I hvert fald at dømme ud fra det musikalske gods den har bragt til verden. Herfra stammer 13th Floor Elevators, Red Crayola, Daniel Johnston, Butthole Surfers og Jandek, og White Denim indskriver sig løst i denne fauna af rodehoveder.

Over et par album har bandet finjusteret en ekstravagant heksekedel af stilarter, der skydes af sted i infernalsk tempo. Ligesom Crystal Antlers’ ‘Tentacles’, der udkom tidligere på året, er ‘Fits’ en ugennemtrængelig masse af tunge, syrede riff og funkrytmer, der synes at tage afsæt i hardcore-scenen. Det lyder som tre-fire album komprimeret ned til 35 minutter.

Åbneren ‘Radio Milk How Can You Stand It’ starter ud med at lyde som Minutemen, hvis bassist Mike Watt kan tage æren for netop denne blanding af punk og funk, for rastløst at fise ud i et kosmisk – forbløffende melodiøst – jam der vækker minder om Frank Zappa. ‘Say What You Want’ låner Led Zeppelins killer-riff fra ‘Whole Lotta Love’ og slipper af sted med det. Og hvis gøgler-alarmen ikke allerede er oppe i det røde felt, så kommer den det i hvert fald på ‘El Hard Attack DCWYW’, som er afsunget på spansk.

Selv mere stille numre som ‘Regina Holding Hands’ og ‘Paint Yourself’ er udmattende intensive, og i sidste ende bliver det tæt på anstrengende. Du ved, hvad man siger om for mange kokke, men ‘Fits’ formår flot at være både spændende og rocke big time.