Cupcakkes sexsange er morsommere end nogensinde før
Den Chicago-fødte rapper Cupcakke har siden debutsinglen ‘Vagina’ i 2015 langsomt fået mere og mere opmærksomhed for sin bevidst provokerende hiphop, der især er blevet bemærket for sin seksuelt eksplicitte lyrik, omend hun også belyser alvorlige emner såsom LGBT+-rettigheder og pædofili i sine sange. Dette mundede i januar ud i et solidt gennembrud med albummet ‘Ephorize’, og allerede nu er hun så klar med en efterfølger i form af ‘Eden’.
Cupcakke vil fortsat vise, at man skam bør tage hende seriøst. Der er stadig nogle humoristiske sexjams, men en god portion af albummets sange har også en alvorlig kant. Ja, hun vælger endda at åbne albummet med at disse sine haters med linjerne »This for the ‘Cupcakke a joke’ / one million in and you broke« på sangen ‘PetSmart’.
På ‘Cereal and Water’ går hun i dybden med børn, der bliver negligeret af deres forældre, og hun formår overraskende problemfrit at få klargjort, hvordan dette fænomen intersektionerer med systemisk racisme. På ‘Don’t Post Me’ slår hun ned på mænd, der uden samtykke deler intime billeder af kvinder, og ‘A.U.T.I.S.M’ er et vaskeægte autism acceptance-anthem.
Cupcakke er woke. Det står centralt i visse af hendes sange, men det føles ikke belærende – måske fordi vi hører det side om side med grovkornede sexbangers.
Disse sexsange er morsommere end nogensinde før, og de gør en god del for at skille sig ud fra hinanden. På ‘Garfield’ rapper hun om at have en »fat cat lookin’ like Garfield«, på ‘Typo’ anmoder hun om at få fingeren »like a typo«, og på ‘Blackjack’ fortæller hun, at hun ikke vil give et handjob (et blackjack, som hun kalder det) til nogen under 21.
Albummet halter desværre i forhold til produktionen. Der dukker nogle stærke beats op til tider, mest mærkbart den industrielle lyd på ‘Don’t Post Me’ og den PC Music-inspirerede farvelade på ‘Quiz’. De tilhører dog fåtallet, og det meste af lyden på albummet er slet ikke nær så interessant.
‘Prenup’ lyder med sit festlige latin-sample som en efterligning af Cardi B’s megahit ‘I Like It’, det polerede groove på ‘Garfield’ lyder som en billig imitation af Skrillex’ Justin Bieber-produktioner, og ‘A.U.T.I.S.M’ er så pumpet i sin lyd, at det går ud over den ellers flotte sangskrivning. I løbet af resten af albummet er instrumentationen blot ret uinteressante trapbeats, der hverken distraherer fra Cupcakkes tekster eller tilføjer noget særlig interessant.
Albummet er heller ikke synderligt godt sammensat. Hverken sonisk eller tematisk er det til at få øje på, hvordan denne specifikke rækkefølge skulle komplementere sangene særlig godt – nok med undtagelse af at lade albummet åbne med ‘PetSmart’. Især at slutte af med ‘A.U.T.I.S.M’ er spøjst, for det er en ret kort sang, der ikke lyder som noget andet på albummet, og den stopper rimelig brat – næsten som om, der burde komme noget bagefter. Det gør der bare ikke.
Trods dette har ‘Eden’ absolut noget at byde på fra hovedpersonen selv – Cupcakke leverer på det ene skarpe track efter det andet, også selv om produktionen ikke altid følger med.
Kort sagt:
Selv om det ikke er en særlig fuldendt helhedsoplevelse, er Cupcakkes sangskrivning stærkere end nogensinde på ‘Eden’ – uanset om den står på vulgær sexrap eller samfundsbevidste meddelelser. Ærgerligt, at hendes producere ikke altid kan følge med.
Læs også: En ny bølge af kvindelige rappere ændrer hiphoppens regler – men ikke fordi de er kvinder