’I krig & kærlighed’: Dansk storfilm drukner i ’Pearl Harbor’-sentimentalitet
Dokumentarskaberen Kasper Torsting springer ud som spillefilminstruktør med storsatsningen ’I krig og kærlighed’, som graver en hidtil ubelyst krigshistorie op af den danske muldjord.
Den slags glemte krigsberetninger har vi allerede set en del af det seneste årti.
Først fortalte Ole Christian Madsen og Anne-Grethe Bjarup Riis i publikumsbaskerne ’Flammen & Citronen’ (2008) og ’Hvidstengruppen’ (2012) om de heltemodige modstandsbedrifter under Anden Verdenskrig. I 2015 fulgte Martin Zandvliets Oscar-nominerede ’Under sandet’ om krigens mørklagte oprydningsarbejde samt Roni Ezras ’9. april’ om den glemte grænsekrig i 1940.
Året efter var Nicolo Donato klar med ’Fuglene over sundet’ om jødeflugten mellem Danmark og Sverige. Og nu får vi så en storladen krigsfortælling, der som noget nyt vender blikket ikke mod Anden, men Første Verdenskrig her i jubilæumsåret for krigens afslutning.
Alle filmene er baseret på vigtige historier, der fortjener at blive fortalt. Alligevel kan man godt føle sig en lille smule tæppebombet af de mange ’glemte’ krigsberetninger, der katapulteres mod det store lærred.
Men måske en frisk krig kan medføre nye, vedkommende og gribende historier?
En glad familie – far, mor og barn – tumler rundt på en strand. Smuk klavermusik, der viser sig at være ’Sig nærmer tiden, hvor jeg må væk’, akkompagnerer scenen, der er indhyllet i et prægtigt lys. Det følelsesmættede filmsprog fortæller alt. Resten leveres af en forklarende tekst på lærredet.
Vi er i Sønderjylland, der efter 1864 har været underlagt tysk territorium. Sig nærmer tiden, hvor farmand Esben (Sebastian Jessen) bliver revet ud af den idylliske scene og sendt til fronten for, som omtrent 30.000 andre sønderjyder, at kæmpe under tysk flag.
Frontens rædsler ser vi imidlertid ikke meget til. Kun lige præcist nok til at vi forstår, hvorfor Esben beslutter ved selvskade at desertere.
Lettet vender han hjem til hustru Kirstine (Rosalinde Mynster) og deres lille nuttede søn Karl. Men Esben har været væk længe, og i mellemtiden er tysk charmetrold og officer Gerhard (Tom Wlaschiha – ’Game of Thrones’-stjerne og filmens største trumfkort) trådt til som til bejler til Kirstines hjerte og rollen som familiefar.
Så Esben må nu kæmpe ikke bare med sine krigstraumer, men også for at generobre sin plads i det lille hjem. Det er dog svært, når onde kræfter – i form af en tysk Ulrich Thomsen og en sortklædt og ualmindeligt skurkagtig Thure Lindhardt – sætter alt ind på at få ham tilbage til fronten.
Det virker umiddelbart som en rigtig god idé at rykke krigshandlingerne væk fra fronten og ind i et intimt grænseland (familiehjemmet, landsbyen) mellem dansk og tysk, godt og ondt. Dermed skaber Kasper Torsting og medforfatter Ronnie Fridthjof rum for, at en nuanceret fortælling om den dansk-tyske relation under krigen kunne udfolde sig.
En lignende finte er der før kommet rigtigt gode europæiske krigsfortællinger ud af. Blandt de fremmeste finder man Francois Ozons sorthvide, tysk-franske ’Frantz’, der yndefuldt behandler krigens mange facetter ved at komplicere forholdet mellem de efterladte parter.
‘Frantz’ udvikler sig til undervejs en smuk, troværdig og inderlig krigsfortælling. Så langt når ’I krig & kærlighed’ imidlertid aldrig. Knap er den gået i gang, før den snubler i store ord, højdramatiske og underligt konstruerede plotdrejninger og et oppustet filmsprog, der får Sønderjylland til at ligne en ualmindeligt bleg og sneklædt udgave af Hollywood.
Al troværdighed krymper sig sammen, når Ulrich Thomsen i skikkelse af den tyske Müller højstemt gentager »Im Krieg und in der Liebe…«, mens han vandrer mod en ’Pearl Harbor’-lignende solnedgang. Inderligheden går fløjten, når tung klavermusik lægger sig som en klæg dyne over stakkels Esben, som (på ty-de-ligt rigsdansk, for øvrigt) forsikrer Kirstine, at han vil være »ham, der vågner op ved hendes side hver morgen«. Og vores interesse for kærlighedshistorien flygter hovedkulds ned i et hul, når tyskersleske Thure Lindhardt aka. Hansen braser ind i manegen som lidet troværdig superskurk.
Og det er superærgerligt, for et eller andet sted under det tykke lag af malplacerede sentimentale øjeblikke, svulstig dialog, irriterende superskurke og et betontungt lydspor ligger der en masse spildt skuespiltalent, en rigtigt god hensigt og en spæd skitse til, hvad der kunne have været en vedkommende dansk-tysk krigshistorie.
Kort sagt:
Under et tykt lag af floskler, utroværdige plotkonstruktioner og tung, dramatisk klavermusik gemmer der sig en rigtigt god hensigt og en skitse til en smuk historie, der kunne have foldet sig ud til en inderlig og vedkommende dansk krigsfilm.