’Brakland’: Dæmonisk dansk ungdomsfilm kører publikum midtover
Tilflytteren Simon (Jonas Bjerril) og fabriksejersønnen Bjarke (Vilmer Trier Brøgger) er to knap fuldvoksne skoledrenge, der begge bærer det der nærautistiske mørke i sig, som man kan iagttage hos mange hormon-forstyrrede teenagere.
Bjarke tilbyder Simon at slippe ud af den poesiskrivende outsiderrolle, da skoleklassen to og to skal lave et videoprojekt om den lille provinsby, hvortil Simon just er ankommet sammen med sin mor. Vesterby er en fiktiv udørk i Udkantsdanmark af den slags, der i virkeligheden kunne ligge på Sydfyn eller Langeland, hvor filmen da også er indspillet med et internationalt hold af fotografer, sound designere og skuespillere.
Man mærker de mange gode kræfter i filmen. De vibrerer næsten i hver indstilling. Drengenes tågede, indkapslede udsyn bliver forstærket på billedsiden af skæve beskæringer, uskarpt perspektiv, uregelmæssigheder mellem billede og lyd og ikke mindst en visse steder overrumplende brutal klipning. Alt sammen er med til at gøre ’Brakland’ til en nærmest fysisk udmarvende oplevelse. Jeg kan kun komme i tanke om den (endnu mere) særegne ’Vinterbrødre’, der præsenterede noget lignende inden for det kulturelle reservoir, vi kalder for ’dansk film’.
Bjarkes fars højtalerfabrik er hjertet, der pumper ilt og arbejdstimer ud i hele lokalsamfundet. De to drenge lader temaet for deres videofilm være Abernes Planet, og de filmer hverdagen bag facaden i byen – ikke mindst på højtalerfabrikken, hvor drengenes digitalkamera får adgang til alt, inklusiv kontorsex og panderynkede Skype-møder med udenlandske forretningsforbindelser.
Abernes Planet er en slags subtekst, der ondartet gennemsyrer hele filmuniverset, også i kapitelinddelingerne. Hvis det lyder plat på papiret, så giver det i praksis næsten alle scener en foruroligende fornemmelse af overhængende katastrofe.
Provinslivet er overordnet, som vi cafe latte-sluprende københavnere nu ynder at forestille os det: Almindelige borgeres hjem er nuancer af beige, brunt og udblødte cornflakes. Bjarkes hjem byder derimod på masser af hul rigdom og joint-rygning i selskab med moren ved swimming pool-kanten. Efter en lille time virker ’Zappa’s skovsnegl som et let mellemmåltid sammenlignet med den tykke dyne af mørke, der udgør ’Brakland’. Og det bliver værre.
I et uhyggeligt dagsaktuelt plotudsving viser det sig, at Vesterbys matador, Bjarkes far (De Nattergales Uffe Rørbæk), er en gemen svindler, der har lavet uartigheder med regnskaberne. Herfra tager filmen en drejning fra vejrbidt ungdomsfilm til selvdestruktiv deroute ned i psykopatien for vores ene hovedperson. Men jo længere plottet skrider frem, jo mere velkendt bliver det hele også.
Filmen brøler mest overbevisende, når den kan skabe bange anelse hos seeren med sine utilregnelige hovedpersoner. Når den kan køre os over med et totalangreb på sanserne brygget på et heftigt, industrielt pumpende score begået af AV AV AV, som instruktør Martin Skovbjerg selv er en tredjedel af, når han ikke instruerer musikvideoer for navne som Suspekt og Tina Dickow.
’Brakland’ er mindre stærk, når de to drenge skal nærme sig hinanden via åbenhjertige replikker, så måske er det netop baggrunden i musikken og det mindre plot- og karakterbårne, der ikke fornægter sig helt? Martin Skovbjerg kan givetvis vokse yderligere som personinstruktør, også i skildringen af ømheden, filmen fremviser både mellem drengeduoen og mellem Simon og den uskyldsrene kæreste.
Men der er noget dæmonisk dirrende over de bedste dele af filmen, som har aflejret sig i kroppen, når man træder forslået og med missende øjne ud i vintersolen igen. ’Brakland’ er næppe nogen særlig sociologisk præcis skildring af provinsungdom og industridød i Vandkantsdanmark. Den er derimod en foruroligende og kropslig filmoplevelse, man bør unde sig selv.
Også selvom man er sluppet nogenlunde helskindet ud på den anden side af sin egen, forbandende ungdom.
Kort sagt:
Martin Skovbjergs første spillefilm kører seeren midt over med en kropslighed og nerve, der er sjældent set i dansk film. Ikke for børn – men voldsom filmkunst for alle teenagere og opefter.
Læs også: Oplev Roland Møller og Alex Høgh Andersen ved enestående aften i INPUT-rummet på fredag