Tamaryn

Andet album fra newzealandske Tamaryn er sammenhængende på godt og ondt. Mest godt. Var pladen et filmsoundtrack ville handlingen udspille sig omkring en cool undergrundsbar med hang til upoleret 60’er-æstetik, og karaktererne ville være bløde under facaden og krampagtigt blasert drikke whiskey uden is.

De ni numre med lettere psykedelisk, rå drømmerock flyder sammen i lyd og stemning, og resultatet er stilfærdigt gennemtrængende. Støjende og syngende guitartoner holdes i snor af en evig tamburin på mellemtempo til langsomme beats, og musikken bølger op og ned af væggene med masser af rumklang.

Læs anmeldelse: Tamaryn ‘The Waves’

Vokalerne er æteriske og let druknede, melodierne blide og flydende, og den til tider vanskeligt hørbare lyrik matcher stemningen: Alvorlig, reflekterende, nøgternt følsom. »We don’t have to wonder why you’re blue / found a way to feel again«, lyder det på ‘Transcendent Blue’, et af de mere ligefremme numre med støjende guitar fra start. Og på ‘Afterlight’, hvor passager af melankolske guitartoner løfter helheden, lyder det gentagent: »I forgave you / I forgave you«.

Pladens styrke er den hypnotiske effekt af et lydlandskab med få variationer. Bedst som man er begyndt at vente på egentlig afveksling eller overraskelse – og tanken strejfer, at der i virkeligheden er tale om en omgang overkvalificeret elevatormusik på vej ned i et rock-impressionistisk helvede for følsomme avantgardetyper – opdager man, at ens puls er blevet en flydende bevægelse, og mentalt er man der, på ovennævnte bar, med rygende skodder i askebægrene og svømmende sovekammerøjne i den anden ende af lokalet. Diskret forført, før man ved af det.