1. Tierra Whack ‘Whack World’
Stortalentet Tierra Whack leverede et af årets allermest nyskabende hiphopalbum. Og så er det endda kun 15 minutter langt! Som i præcis 15 minutter, for det er hele rammen for debutalbummet ‘Whack World’: 15 numre på præcis ét minut hver. Som kirsebærret på toppen blev det hele præsenteret som et audiovisuelt album, totalt overdådigt.
‘Whack World’ er en præstation på flere planer. For det første er det fantastisk, hvordan rapperen får serveret den ene smågeniale idé efter den anden, uden at de 60 sekunder nødvendigvis føles som en begrænsning. De her sange lever i deres egen korte verden, og mens de efterlader lytteren mættet, er man også uendeligt sulten efter mere.
For det andet er der selve sammenhængen. For ‘Whack World’ føles som et sammenhængende værk, selv om de 15 dele opererer som et hav af indskudte sætninger med både seriøse og seriøst komiske indgangsvinkler. Udgangspunktet er blød, vellydende hiphop, men hver sang er forskellig og flyder ubesværet rundt mellem trap, pop og r’n’b, mens Whack skifter flow, som vi andre skifter undertøj.
2. Tomberlin ‘At Weddings’
Sarah Beth Tomberlin serverede på sin debut ti spartanske sange, ofte båret af akustisk guitar og/eller klaver, der lød på en gang traditionsbevidste og forfriskende egenartede. Tomberlin har en evne til at skrive enkle, men tidløse melodier, der samtidig er meget specifikke i formidlingen af personlige erfaringer, herunder et smertefuldt brud med hendes strengt religiøse opdragelse.
Det kan godt være, at Tomberlin endnu ikke lyder helt ’færdigpakket’ som hverken vokalist eller instrumentalist sammenlignet med for eksempel den jævnaldrende Boygenius-trio, men det rå talent som sangskriver er fuldt ud på højde med trioen Dacus, Baker og Bridgers.
3. Lil Baby & Gunna ‘Drip Harder’
2018 blev året, hvor to af Young Thugs disciple fik den mainstreamsucces, deres mentor altid ser ud til at styre udenom. Lil Baby og Gunna har begge været i lære hos den store Thug, og man kan høre forbilledet i deres flows. Især Lil Babys skingre sangrap er et throwback til tidlig Thugger.
Men på ‘Drip Harder’ bliver lærlingerne meget mere end efterfølgere. Deres indbyrdes kemi fyrer dem op til catchy genistreger, der tit skaber ret euforisk trap ud af de ellers ret afdæmpede beats – de har en kemi ikke ulig mentoren Young Thugs Rich Gang-projekt med Rich Homie Quan. Singlen ‘Drip Too Hard’ samt ‘Deep End’ er gode bud på årets mest medrivende trap-sange, mens Drake-samarbejdet ‘Never Recover’ er noget af det tungeste, der er kommet ud af Atlanta i år.
Introen ‘Off White VLONE’ med Lil Durk er også et godt eksempel på den døsige, catchy variant af trap, duoen skaber til perfektion. Og så er der den hemmelige perle, ‘Close Freinds’, hvor Lil Baby gudhjælpemig mestrer en kærlighedssang med samme ømhed som, ja, Young Thug.
4. Miya Folick ‘Premonitions’
Prøv at høre, hvordan japansk-amerikanske Miya Folick bruger sin stemme på åbningsnummeret ‘Thingamajig’.
»I am sorry« lyder det ganske simpelt, men leveringen af de tre ord er så hjerteskærende og sårbar, at ens hjerte vibrerer med samme skælvende effekt som stemmen.
Nummeret er virkelig mageløst, et udstillingsvindue for Folicks bjergtagende vokal. Det betyder dog ikke, at balladen er repræsentativ for debutalbummet som helhed – faktisk direkte modsat. For ‘Premonitions’ udvikler sig til et brusende popalbum, som – med vokalen i evigt centrum – kører direkte mod popafgrunden med den ene storslåede melankolske banger efter den anden. Hør ‘Stock Image’ og ‘Stop Talking’ som eksempler på Folicks strålende sangskrivning.
5. Bad Gyal ‘Worldwide Angel’
Mens den globale popmusik efterhånden har infiltreret de verdensomspændende hitlister uden nogen tegn på stopklods, kan man til tider også godt få nok af den helt igennem letfordøjelige latinpop. Spanske Rosalía viste sig med albummet ‘El Mal Querer’ som landets mest nyskabende popstjerne med internationalt format, men man må ikke glemme Bad Gyal.
Hun debuterede med mixtapet ‘Slow Wine’ i 2016, men byggede i år videre på sin vision med albummet ‘Worldwide Angel’, der med reggaeton og dancehall som grundpiller inkorporerer tilbehør fra trap og diverse mere skøre elektroniske indspark. Hvis den gængse latinpop er lyden af pool party, er det her lyden af fremtiden.
Kvinden bag er Alba Farelo, hun er i starten af 20’erne, og mens ‘Worldwide Angel’ ikke var den der gigantiske cementering af talent som Rosalías ‘El Mai Querer’, viste hun så mange spændende takter over de ni sange og 29 minutter, at vi allerede nu glæder os til næste omgang.
6. Adrianne Lenker ‘Abysskiss’
Da vi lavede denne liste sidste år, var Big Thief repræsenteret med albummet ’Capacity’. I år må vi så nok en gang inkludere Adrienne Lenker, frontfigur i netop Big Thief, i anledning af hendes debutsoloalbum. På bedste solobeskub er der tale om en nedskalering af bandudtrykket. På ’Abysskiss’ (en albumtitel, der – formodes det – spiller på den fonetiske lighed med ’hibiscus’) er sangskriverens fingerspil på guitaren det helt afgørende ledemotiv.
Man kommer til at tænke på tidlig Iron & Wine, der så igen peger tilbage på Nick Drakes ’ur-tekst’ for nedbarberet, intim folk, ’Pink Moon’. Med sange som ’Symbol’, ’Cradle’ og ’Womb’ beviser Lenker, at hun er en overmåde inciterende stemme også på egen hånd. Et godt bud er derfor, at vi ikke glemmer at anmelde hendes næste album (solist eller ej!).
7. 070 Shake ‘Glitter’
Vi slog faktisk på tromme for 070 Shake tilbage i 2016, men det blev altså i 2018, at den New Jersey-fødte rapper for alvor brød igennem. Det skete takket være Pusha-T og Kanye West, som havde signet hende til G.O.O.D. Music og sørgede for, at hele verden hørte hendes stemme på ‘Ghost Town’ fra ‘Ye’-albummet.
Shakes fantastisk dybe croon på linjerne »I put my hand on a stove, to see if I still bleed / and nothing hurts anymore, I feel kinda free« blev startskuddet til en verdensomspændende hype og diverse ‘Hvem er 070 Shake’-artikler.
‘Ye’ udkom som bekendt i juni, den store Kanye West-måned, men allerede tilbage i marts udgav 070 Shake sin stærke debut-ep ‘Glitter’, der fremviste hendes helt unikke vokal, som bliver trukket fra de inderligste dele af rapperens lunger og personlighed. Numre som ‘Stranger’ og ‘Lost Love’ er ekstremt emotionel trapmusik, mens ‘I Laugh When I’m With Friends But Sad When I’m Alone’ er en gribende hiphopversion af alt det, titlen indikerer. Hun har meget mere i sig.
8. Marianne Faithfull ‘Negative Capability’
Rob Ellis og Warren Ellis optager sædvanligvis rollen som højre hånd (og primær musikalsk sparringspartner) for henholdsvis PJ Harvey og Nick Cave. På ’Negative Capability’ slog de følge med rockens nu 71-årige grande dame, Marianne Faithfull, og ikke overraskende resulterede det i et formfuldendt værk med fokus på tiden, der går, aldring og død, men også kærlighedens altomsluttende kraft.
Faithfull lyder sårbar, men livskraftig i de smagfulde, men inspirerede arrangementer, og originalkompositioner som ’In My Own Particular Way’, ’Born to Live’ og ’No Moon on Paris’ er medvirkende årsager til, at ’Negative Capability’ kandiderer stærkt til titlen som Faithfulls bedste album siden hovedværket ’Broken English’ (1979).
9. JPEGMafia ‘Veteran’
Hvis det dybeste deep web havde en stemme, og hvis den stemme havde en forkærlighed for noise-rap, så ville det lyde som Jpegmafia.
Baltimore-kunstnerens ‘Veteran’ er en virtuos demonstration af, hvordan hiphop kan dekonstrueres og skrues sammen igen gang på gang, indtil man har noget nær et vrangbillede af musikkens oprindelige lyd. Jpegmafia sampler nemlig alt fra bidder af ODB’s mest alien-agtige udråb, stykker af Backstreet Boys og tilfældige hiphop-ad-libs fra folk som Young Jeezy og Travis Scott.
Og så væver han dem sammen til underligt hypnotiserende og pænt dystopiske sange. Som den ubehageligt insisterende ‘Baby I’m Bleeding’ og den foruroligende, aggressive ‘Real Nega’. Man ved nærmest ikke, om det her er musik til et oprør, et mareridt eller et narkotrip. Måske alle tre. Eller måske er det bare lyden af internettets dybeste kroge, der primært kommunikerer dekonstruktion.
10. Half Waif ‘Lavender’
»Staring out into the shifting darkness
trying to give a name to the place where my heart is
a country of shadows, hard to tell where the start is
I miss New York and that’s the loneliest feeling
To be on a road and not know where it’s leading
Fixated on a hole that once held my whole being«
Nandi Rose Plunkett aka Half Waif skriver smukke ord – indhyllet i mystik, men med en følelse af nærhed, så man hele tiden balancerer mellem drøm og virkelighed. Lyrikken bliver pakket ind i fløjlslækker synthpop, og man ender op med et album, som på papiret ikke gør sindssygt meget væsen af sig, men som man bare har lyst til at (og kan) lytte til igen og igen.
Det her Half Waifs tredje album og virker til at have lagt en solid bund for, at alle har helt spidse ører næste gang.
Læs også: En ekstremt nørdet analyse af Mariah Careys ‘All I Want For Christmas Is You’