’Beautiful Boy’: Timothée Chalamet og Steve Carell er fremragende som far og søn i kamp mod stofferne
Min søn er stofmisbruger. Hvad har jeg gjort galt? Sådan ville enhver forælder, der ser sit barn på vej ud over kanten, nok spørge sig selv. Mange film om afhængighed finder da også svaret i karakterernes traumatiske barndom eller sociale problemer, men så enkelt er det ikke i belgiske Felix Van Groeningens far-søn-drama ‘Beautiful Boy’.
Her er 17-årige Nic (Timothée Chalamet) vokset op i et trygt, velhavende og stimulerende hjem uden for San Francisco, hvor hans far (Steve Carell) er succesfuld magasinjournalist, og hans stedmor (Maura Tierney) er maler. Han er en køn og charmerende dreng, får gode karakterer, har talent for at skrive og er kommet ind på de bedste universiteter. Han har et tæt forhold til sin far, selvom han i de seneste år har haft mere lyst til at sidde på sit mørke værelse og tegne og læse Charles Bukowski end at tage ud at surfe med farmand, ligesom han stiller spørgsmål ved livets mening. Det er nu engang ret normalt for en teenager. Så hvad skubber ham derud, hvor han ikke kan bunde?
En del af svaret er, at Nic simpelthen bare godt kan lide at tage stoffer. Et par scener i filmen viser den rus og ekstase, der går gennem hans krop, når han skyder crystal meth ind i armen, specielt efter han været stoffri i et stykke tid. Selv siger han, at stofferne forvandler hans verden fra sort-hvid til technicolor, og at det er den bedste følelse, han har oplevet. Derfor har han ikke har lyst til at stoppe.
Det er en nuanceret skildring af misbrug, jeg ikke mindes at have set før – selvom det også er frustrerende ikke at få en ’forklaring’.
‘Beautiful Boy’ er baseret på to selvbiografier, journalist David Sheffs ‘Beautiful Boy’ om at være far til en misbruger, og skribent og manuskriptforfatter Nic Sheffs ‘Tweak’ om at være det.
Filmen fortæller fra begge perspektiver, men følger hovedsageligt Davids kamp for at forstå og hjælpe sin søn. Da det går op for ham, at Nic er længere ude, end han er klar over, går han journalistisk til værks: Researcher og interviewer eksperter og andre misbrugere. Erkendelserne om, at for eksempel crystal meth er meget sværere at vænne sig fra end andre stoffer, og at han ikke kan redde Nic, hvis han ikke selv er parat til at stoppe, gør det dog ikke lettere at smække døren og pengekassen i, når sønnen dukker op for at få penge til sit næste fix.
Allerlavest synker han, da han hjemme fra college stjæler sin lillebrors sparepenge for at købe stoffer – og selvfølgelig lyver om det, så broren beskylder sin søster for tyveriet. Det er hjerteskærende at overvære Nics psykologiske terror over for familien, hvor han charmer, lyver, stjæler og udnytter Davids ubetingede kærlighed for at fodre sin afhængighed, samtidig med at han hader sig selv for det. Og endnu mere hjerteskærende at følge Davids proces i at give slip på den søn, han vil gøre alt for.
Filmen lider desværre en smule af manglende fremdrift. »Tilbagefald er en del af helbredelsen«, siger en læge tidligt i filmen, og det er sikkert sandt. Men som dramatisk materiale bliver det en smule repetitivt at se Nic få et dårligt trip, blive stoffri og falde i igen gang på gang. Samtidig er det også en meget ærlig fremstilling.
Filmen føles dog også lidt enstrenget, fordi den stort set kun fokuserer på misbruget. Man lærer ikke for alvor Nic og David at kende på andre parametre end deres identitet som stofmisbruger og pårørende. På den måde har filmen også tendens til at føles som en lidt didaktisk oplysningsfilm, der forsøger at manipulere med vores følelser ved hjælp af lange montager til emotionel musik af blandt andet John Lennon, David Bowie og Sigur Rós og Californiens maleriske landskaber i baggrunden. Filmen er i det hele taget lidt for pæn. Vi kommer aldrig helt ned i skidtet eller i de grimme følelser.
Fremragende spil fra Steve Carell – bekymret, optimistisk, desperat og resignerende – og især en uhyggeligt tynd Timothée Chalamet, som skifter mellem charmeoffensiv, selvhad, selvretfærdighed og nedture, hæver dog filmen fra et generisk drama.
Kort sagt:
Timothée Chalamet og Steve Carell er fremragende i far-søn-drama om stofmisbrug, der er en smule pæn og generisk, men viser nye nuancer af afhængighed.
Læs også: Interview med Timothée Chalamet om ‘Beautiful Boy’ – »Min krop kunne simpelthen ikke være med«