Diplos nye ep er beviset på, at vi ikke har brug for Diplo-ep’er
Diplos tidligere udgivelser har haft titler som ’California’ og ’Florida’, så den nye ep ’Europa’ med dens europæiske gæsteoptrædener er producerens første tur hinsides Atlanterhavet. Men i virkeligheden har Diplo jo aldrig været specifikt amerikansk. Han er den moderne danse- og popmusiks store globetrotter, der både kan lave Atlanta-trap, tropisk house, dancehall eller ren og skær pop.
Dén flersidighed skinner også igennem på ’Europa’, hvor han blandt andet har arbejdet sammen med engelske, franske og tyske artister (desværre ingen danskere), og prøver kræfter med alt fra latin trap til afrobeats-rap og dancehall. I modsætning til Major Lazer eller de tidlige soloudgivelser arbejder Diplo dog oftest på artistens præmisser her. Gæsternes lyd kommer først.
Octavian-samarbejdet ’New Shapes’ er således en underspillet hybrid af hiphop og elektroniske elementer, der havde passet fint ind på den hypede UK-rappers stærke ’Spaceman’-mixtape fra sidste år, ligesom ’Mira Mira’ med Manchester-artisten IAMDDB bliver inden for den chillede UK-r’n’b, som sangerinden selv kalder ’urban jazz’.
De andre samarbejder stikker i andre af tidens prægende retninger. ’Oh Maria’ med franske Soolking er en pastiche af latin trap-kongen Bad Bunny, mens ’Dip Raar’ med hollandske Bizzey og Ramiks lyder som Major Lazer-karaoke. ’Boom Bye Bye’ med den franske stjernerapper Niska er også en behagelig, vagt tropisk hiphopsang, som vi også kender dem fra dansk hiphop. Decideret galt går det egentlig kun på ’Baui Coupé’ med tyske Bause, der er en højlydt autotune-trapsang uden sans for melodi eller fremdrift. Ellers er det hele stilsikkert og veludført – det er jo Diplo, vi har at gøre med her.
Til gengæld er resultatet af den her lynhurtige Europa-rundrejse en udgivelse, der dypper sine tær i mange europæiske farvande uden for alvor at nå dybere. For Diplos version af ‘Europa’ er primært en række pit stop: Vi får kun et overfladisk indtryk af, hvad der rør sig rundt omkring, og det hele er så lækkert pakket ind i Diplos produktioner, at næsten intet stikker ud. Selv om han kommer sine gæster i møde, er det som om han samtidig polerer kanterne fra. Der er ikke rigtig noget, der for alvor overrasker eller udfordrer på den her ep.
Det minder lidt om, da Woody Allen lavede film rundt omkring i Europa og endte med at at skabe noget, der lignede turistbrochurer for Paris, Rom og Barcelona. Det hele var pænt og overfladisk, som postkort. Diplo gør lidt det samme for de urbane scener: Han viser konturerne af lokale musikmiljøer uden at investere mere end et minimum af tid og energi hvert sted. Produceren har, sigende nok, også udtalt, at han aldrig havde hørt om den fransker rapper Niska, før de lavede en sang sammen. Han vidste bare, at rapperen havde mange streams.
På den måde er Diplos Europa-rejse behagelig og letfordøjelig – men på ingen måde essentiel. Som en backpacker-rejse, der kun har afsat én dag til hver destination.
Den her ep rejser samtidig også spørgsmålet: Hvad skal en Diplo-udgivelse kunne? Skal den være frygtløst eksotisk, som hans tidlige udgivelser? Skal det være hitkollektioner, der cementerer ham som solostjerne a la Calvin Harris?
’Europa’ (og den foregående ’California’) er ingen af delene. I stedet er det vellavede sange, der bliver inden for relativt sikre, klart definerede rammer. Rihanna har engang kaldt Diplos musik for ’lufthavns-reggae’, og faktisk kaldte jeg hans forrige udgivelse, ’California’, for lufthavnshiphop, fordi det var den mest glatte, pæne version af hiphop, jeg kunne forestille mig. Som om den var optimeret til Spotifys behageligheds-dyrkende playlister. Det her er på mange måder stadig musik i den rille, bare med det twist, at han nu fokuserer på de europæiske markeder ved at inkludere stjerner fra de forskellige lande.
Resultatet er en håndfuld sange med vagt eksotisk dansemusik, der pleaser, men ikke overrasker. Musikken bliver aldrig hængende længere end den tid, det tager at boarde det næste fly. Forhåbentlig lander Diplo i en mere udfordrende destination næste gang.
Kort sagt:
Diplo dypper kun overfladisk fødderne i europæiske farvande. Samarbejderne med artister fra Frankrig, Tyskland, England og Holland er behagelige, vellavede sange, der dyrker samtidens globale trends, men de viser ikke en klar kunstnerisk identitet for Diplo.