’They Shall Not Grow Old’: Peter Jacksons dokumentar er intet mindre end skelsættende
Jeg anede ikke, at soldaternes tænder så sådan ud. Eller jo, jeg kunne måske godt have tænkt mig til, at de ikke gik rundt med Colgate-gebisser i skyttegravene under Første Verdenskrig, men at deres tænder var så sorte som brøndens bund og lignede noget, der var kastet ind i munden, det vidste jeg ikke.
Det ved jeg nu. Og det ved jeg, fordi jeg har set ’They Shall Not Grow Old’, Peter Jacksons dokumentarfilm om Første Verdenskrig, der viser krigen, som man aldrig har set den før.
Det har man hørt så mange gange, at udtrykket er blevet slidt ned: Oplev X eller Y eller Z, som du aldrig har set det før. Her er det bare ikke en tilsnigelse. Her passer det.
Jackson har brugt de nyeste restaureringsteknikker til at bringe os tættere på en flok britiske soldaters rejse fra træningen i hjemlandet til rædslerne i skyttegravene til den flade sejr og hjemkomsten til et liv, der var forandret for altid. Det næsten kvadratiske format er blevet hevet ud til lærredets kanter, de 13-16 frames i sekundet er blevet forøget til 24, så hastigheden er den, vi kender, og så fortrænger mættede farver det sorte og hvide.
Og nå ja, så er det hele i 3D.
Det giver et sug i maven, når vi følger de britiske soldater ned i de franske skyttegrave, hvor rotter og fluer pibler og summer rundt, når de livløse – og uigenkendeligt lemlæstede – kroppe får lov til at ligge for længe.
Da regnen som en bibelsk advarsel begynder at stryge ned fra skyerne, står soldaterne pludselig i vand til knæene uden mulighed for at skåne lemmerne fra kulden. Kravler de op, plaffes de ned, enten af tyske skarpskytter eller af mortérgranater. Så meget for den romantiske ide om sværd- og pistoldueller til ære for nationen.
Kulde bliver til forfrysninger, og Jackson viser fødderne i skånselsløst bredformat, i øjeblikket før de bliver hugget af.
Pludselig kan man ikke bare læse om de rædsler, der væltede ned over soldaterne, man kan se dem, også selvom man har lyst til at kigge væk.
Man kan også se frygten i deres øjne, kort før generalerne kommanderer dem op af skyttegraven og lukt ind i fjendens bombardementer af maskingeværild og granatregn.
»Vi var ikke bange for at dø, vi var bange for at blive såret,« fortæller en af veteranerne på lydsporet, efter man har set mænd på bårer, blinde efter mødet med giftgasser, med splintrede lemmer eller med skudhuller oversvømmet af blod.
Måske er den sande bedrift, at Peter Jacksons hyldest til de britiske soldater – hans bedstefar var selv en af dem – er uden sentimentalitet. Der er ingen strygermusik, kun lydoptagelser af veteraner, der kommenterer deres oplevelser før, under og efter krigen, så det flugter umådeligt godt med billederne.
Deres vidnesbyrd er dramatiske, ja, de er nærværende og ærlige, men ofte er de også stolte, nogle gange ærkebritisk underspillede. Det er ikke kun en gruopvækkende fortælling om at gå til i sind og legeme, det er også en historie om kammerateri, om drengerøvslege, boksekampe, tagfat og afbræk på bordellet, om venskabelige skub i køen til øltønden. Alt det, der slår ventetiden ihjel og på godt og ondt viser soldaterne som mænd og – i mange tilfælde – drenge.
De går ofte rundt med brede smil, dér midt i den mest ubehagelige plet på kloden. Det er lige så meget en fortælling om menneskelig styrke som om menneskeligt forfald, ofte indfanget i samme billede. Som når tre gutter griner og klapper hinanden på ryggen efter et slag, mens de passerer en af deres sårede kammerater, der ryster over hele kroppen, nok både af kulde og i chok.
Peter Jackson bruger ikke de tekniske tricks til at tvære tragedien ud på lærredet, han bruger dem til at gøre en fortælling, der i sig selv er uafrystelig og universel, endnu mere levende. Med ’Ringenes herre’ satte newzealænderen et nyt pejlemærke for, hvad Hollywood kan opnå teknisk og fortællemæssigt – det er i mine øjne aldrig overgået – og med ’Lovely Bones’ gjorde han et makværk endnu ringere med påklistrede visuelle effekter. ’They Shall Not Grow Old’ falder i første kategori: Her er teknikken fuldstændig afgørende for, at dokumentaren sætter sig i kroppen og udvider forståelsen.
De tre akter, fortællingen er bygget op af – træning, krig, hjemkost – viser, hvordan en generation af glade unge mænd blev til skikkelser i den fortabte generation, som forfatteren Gertrude Stein kaldte den over for Ernest Hemingway.
’They Shall Not Grow Old’ er ikke kun en mulighed for at opleve et skelsættende kapitel i historien gennem en ny og krystalklar lup. Det er som at se et nyt afsnit af dokumentarfilmens historie blive skrevet foran øjnene på én.
Kort sagt:
Peter Jacksons Første Verdenskrig-dokumentar tager os med ned i skyttegravene og ind i hovedet på de soldater, der var der – i farver, bredformat og 3D. Resultatet er sensationelt.