Vi har set Michael Jackson-filmen ’Leaving Neverland’ og undersøgt sagen selv – her er vores vurdering

Den følgende anmeldelse gennemgår en række oplysninger om sagerne mod Michael Jackson, både dem, der er med i ’Leaving Neverland’ og dem, der ikke er. Ønsker du ikke at kende til dem, før du ser filmen, så læs ikke videre.

’Leaving Neverland’ har først lige haft sin officielle premiere i USA, og alligevel er den velsagtens en af de mest debatterede dokumentarfilm – ja, bare film – i nyere tid.

Det er, fordi den handler om Michael Jackson. Fordi den seriøst truer eftermælet af historiens største popstjerne, en mand, der sang til drømmerne på barneværelset, en mand, der torpederede genrens rammer – i de grandiose koncerter, i musikvideoerne, der blev til begivenheder, i de beats og bevægelser, der satte fut i dansegulv overalt i verden og har formet popstjerner lige siden.

En mand, der var mere myte end mand.

Var han også pædofil?

Det er påfaldende, så mange gange det spørgsmål er blevet besvaret uden et skær af forbehold, siden ’Leaving Neverland’ fik premiere på Sundance-festivalen.

»Sønderlemmende fire timer lang dokumentar beviser, at Michael Jackson misbrugte børn seksuelt,« lød rubrikken på Indiewires anmeldelse for eksempel.

Forbes-skribenten Joe Vogel, der selv har forfattet bøger om Michael Jackson, havde omvendt ikke set filmen, da han indtog det modsatte standpunkt:

»Som én, der har lavet en enorm mængde research om denne kunstner, interviewet mange mennesker, der var tæt på ham, og fået adgang til en masse private oplysninger, er det min vurdering, at beviserne simpelthen ikke peger på, at Michael Jackson er skyldig«, skrev han.

Både Vogel og Indiewires David Ehrlich skriver sig ud, hvor de ikke kan bunde, når de forveksler deres journalist- og anmelderrolle med en som højesteretsdommer. For der er ingen endegyldige beviser i ’Leaving Neverland’, ingen rygende pistol. Faktisk bringer den ikke så meget nyt frem, som nogle iagttagere har påstået.

Det nye er alene detaljegraden.

»Ikke en film om Jackson«

Dokumentarfilmen udfolder nemlig et par frygteligt detaljerede vidnesbyrd fra to mænd, der hævder, at de i årevis blev seksuelt misbrugt af Michael Jackson. Den ene er Wade Robson, en berømt koreograf, der var med til at styre Britney Spears og N’Sync mod stjernerne, den anden er James Safechuck, der ifølge The Daily Beast har forladt underholdningsbranchen og i dag arbejder som computerprogrammør.

De var begge blandt de børn, som Michael Jackson holdt hånd med i offentligheden og indrømmede, at han overnattede med: »Det smukkeste, du kan gøre,« sagde han til ITV-journalisten Martin Bashir, »er at dele din seng med nogen«.

Ifølge Safechuck og Robson gjorde han dog meget mere end at dele sengen.

»Han misbrugte mig også seksuelt i syv år«, siger Robson i filmens indledning.

’Leaving Neverland’ er stopfyldt med den slags gruopvækkende anklager, og de kommer alle sammen fra Robson og Safechuck, der – kun afløst af kommentarer fra deres familier – har ordet fra start til slut. Det er deres film.

Det slog instruktøren Dan Reed også fast, da han efter Sundance-premieren forsvarede filmen over for The Hollywood Reporter: »Det er ikke en film om Michael. Filmen handler om seksuelt misbrug, hvordan det sker, og hvordan konsekvenserne rammer senere i livet«.

Han har delvist ret. ’Leaving Neverland’ handler om, hvordan Safechuck og Robson stadig er mærket af det, de siger, de oplevede i Jacksons seng. Det er en historie om deres fortrængning og erkendelse, sammenbrud og forsøg på heling.

Men det er også en film om »Michael«. Hvordan kan den være andet, når den beskylder ham for at være pædofil og begå seksuelle overgreb på børn – alt fra onani til fuldbyrdet samleje – i helt op til syv år?

På den måde forklarer Reeds kommentar måske, hvorfor ’Leaving Neverland’ både er uhyrligt detaljeret og mangler detaljer.

Uhyrlige vidnesbyrd

Lad os starte med den detaljerede del: de to vidnesbyrd.

Man forstår, det er fristende at ty til en kategorisk domsfældelse, når man hører Safechuck og Robson genfortælle deres historie, fra dagene, hvor de turnerede med Michael Jackson, over deres ophold på Neverland-ranchen til i dag, hvor de fortæller, at de var ofre for seksuelle overgreb.

De fremstår vældig troværdige, begge to. Safechuck viser på et tidspunkt en ring, som Jackson angiveligt gav ham under et falsk bryllup, da han var 10. Han holder ringen helt tæt på linsen, mens hans hænder ryster voldsomt og viser, at den er alt for lille til en voksen ringfinger. Den er lavet til et barn. Til sidst må han opgive at fortælle videre, stadig mærket, stadig forvirret, på grænsen til gråd.

Alt, hvad han siger, harmonerer med Robsons vidnesbyrd. Intet skurrer i sammenligningen, selv ikke de mindste detaljer om, hvad Jackson tænder på i sengen, og hvad han siger til drengene, mens han angiveligt presser dem fra seksuel udforskning og pornoforbrug til regulær sex.

Dan Reed lader mændene – og deres søskende og mødre – udfolde historien uden at søbe den ind i højstemte filmtricks. Filmen lytter til dem og tager sig tid – rigtig god tid – til at få alle detaljer med.

Og når Safechuck og Robson forsøger at forklare det følelseshav, de dårligt kan forholde sig til, forstår man, hvorfor de begge tidligere har vidnet til fordel for Jackson. De elsker ham stadig, fornemmer man. Ligesom de afskyr ham. Det er næsten umuligt at sætte sig ind i deres modstridende følelser, men man forstår, at de er der, når Robson – efter i detaljer at have redegjort for Michael Jacksons overgreb – forklarer, hvorfor han med sit vidnesbyrd var med til at frikende popsangeren under retssagen i 2005.

»Michael ville aldrig have overlevet fængslet«, siger han blidt.

Det er først, da Safechuck og Robson selv får børn i den alder, de angiveligt blev mishandlet i, at traumerne begynder at gro frem i et nyt lys.

Det er et rystende og stærkt portræt af de følger, seksuelle overgreb på børn har – de mørke spor, der nægter at fortone sig, men snarere bliver dybere, jo længere de bliver fortrængt.

Anklager gennem et kvart århundrede

Hvis man derimod anskuer ’Leaving Neverland’ ikke som en analyse af mennesker, der lever i skyggen af seksuelle overgreb, men som et langt anklagende dokument over Michael Jacksons forbrydelser mod mindreårige, har dokumentarfilmen nogle mangler. Særligt forsømmer den at tage stilling til det forsvar, som Michael Jacksons advokater har fremsat i forbindelse med sagerne – og specifikt deres forsøg på at miskreditere Safechuck og Robson.

Det kan lyde som en standardreaktion, når Jackson-familien sagsøger HBO for 100 millioner dollar og offentliggør et ti sider langt brev, hvor de gentager, at anklagerne dengang som i dag er fremsat af mennesker, der udnytter Jacksons renhjertede naivitet til egen økonomisk vinding. Men særligt når de fremsatte anklager er så alvorlige, må man tage modparten seriøst. Og Michael Jacksons lejr har med rette kritiseret Dan Reed for ikke at være interesseret i deres side af sagen – uanset hvad man så måtte synes om den.

Med til historien hører, at det faktisk lykkedes Jacksons advokater at så tvivl om tidligere anklageres motiver.

Først i sagen om Jordan Chandler, der under en efterforskning i 1993 sagde, at Jackson havde udsat ham for både onani og oralsex. Jordans far, tandlægen Evan Chandler, virkede mest af alt interesseret i at score kassen på baggrund af sin søns lidelser, hvilket blev underbygget af en lydoptagelse, hvor han ifølge L.A. Times siger, at han kommer til at vinde »big time, hvis han går hele vejen«. Den civile retssag endte med et forlig, der ifølge CNN beløb sig til mere end 20 millioner dollar.

Det viste sig også, at Arvizo-familien, der stod bag anklagerne i 2005-retssagen mod Jackson, tidligere havde været den ene part i et forlig, da familien havde anklaget sikkerhedsvagter fra stormagasinet J.C. Penney for at have begået et overgreb på moren, Janet Arvizo. Da hun vidnede i 2005-retssagen, der drejede sig om Michael Jacksons mulige seksuelle overgreb på hendes søn, Gavin Arvizo, kom det frem, at hun havde begået bedrageri, idet hun havde hemmeligholdt indtjeningen fra forliget, ligesom hun indrømmede, at hun havde løjet under retssagen mod J.C. Penney.

Det betyder ikke, at Janet Arvizo og Evan Chandlers børn ikke blev misbrugt af Michael Jackson, men det er ikke desto mindre detaljer, som burde have fået større vægt i dokumentaren.

Wade Robson vidnede i begge retssager. På en pressekonference i august 1993 indrømmede han, at han havde sovet i samme seng som Jackson, men at intet seksuelt hændte: »Sengen, vi deler, er enorm. Han sover på den ene side, jeg sover på den anden,« sagde han.

I 2005-retssagen fortalte Blanca Francia, Jacksons tidligere stuepige, at hun havde set Wade Robson og Michael Jackson gå i bad sammen. Robson, nu 22 år gammel, afviste igen, at Michael Jackson skulle have begået overgrebene. Det samme gjorde i øvrigt Macaulay Culkin, ’Alene hjemme’-stjernen, der også sov i Jacksons seng (Culkin siger stadig i dag, at venskabet var harmløst).

Forud for retssagen ransagede politiet Neverland-ranchen, men fandt ingen fældende beviser. I 2016 skrev mediet RadarOnline ellers, at politiet beslaglagde børnepornografisk materiale på ranchen, men det afviste anklageren Ron Zonen, der var med til at retsforfølge Jackson, over for magasinet People. Politiet fandt efter sigende en del konventionel porno, ligesom Jackson angiveligt var i besiddelse af nogle billeder af nøgne børn »fra professionelle publikationer«, men ifølge Zonen var der ikke tale om »seksuelt grafisk« materiale.

Heller ikke de dokumenter fra efterforskningen, som FBI offentliggjorde i 2009, indeholder afgørende beviser.

I 2013, fire år efter Michael Jacksons død, sagsøgte Wade Robson Michael Jackson-boet. Jackson-familiens advokater kaldte Robson »utroværdig« som følge af kovendingen, og i 2015 blev sagen afvist af en dommer i Los Angeles, fordi Robson havde ventet for længe.

James Safechuck fremsatte et lignende søgsmål i 2014, mens Wade Robson i stedet gik efter Michael Jacksons firmaer, MJJ Productions og MJJ Ventures, som han beskyldte for at være en »child sexual abuse operation«. En dommer afviste begge sager i 2017.

Både Safechuck og Robson har appelleret afgørelserne.

Manglende gennemsigtighed

Reeds manglende interesse for de nævnte sager – og de to anklageres tanker om at gå rettens vej – gør ’Leaving Neverland’ sårbar over for kritik.

I den tidligere nævnte Forbes-historie skriver Joe Vogel, at boet efter Michael Jackson afviste at give Robson et instruktørjob i 2011, at han året efter havde et nervesammenbrud på grund af en kuldsejlet karriere, og at ingen forlæggere ville røre hans bogprojekt om overgrebene, på et tidspunkt hvor han var i økonomiske problemer.

Vogel opremser hændelserne for at stemple Robson som forstyrret og pengegrisk. Man forstår, hvorfor Dan Reed ikke vil vifte den noget ladede tankerække foran hovedet på koreografen, mens han fortæller, at han er blevet misbrugt som barn. Men egentlig gør han Robson en bjørnetjeneste, fordi han ikke får lov til at svare på beskyldningerne. Og så forsømmer han sin pligt som journalist.

Man savner en gennemsigtighed i dokumentaren, en tydeligere forståelse af Reeds journalistiske fremgangsmåde. Hvad viser hans research, hvem har han snakket med, hvem har nægtet at tale?

Den eneste gang, han reelt antyder en proces uden for dokumentarfilmens intime univers, er, da han i slutningen af dokumentarens første del skriver, at Macaulay Culkin og Brett Barnes – der også delte seng med Jackson, nogenlunde samtidig med Robson og Safechuck – ikke har ønsket at medvirke i dokumentaren.

Mulighedsrummet i journalistik er ret stort, hvis man overholder de presseetiske regler og er åben omkring de valg, man tager. Og det gør Dan Reed ikke særligt overbevisende. Også selvom det komplicerer den journalistiske proces, at manden, han anklager, døde i 2009 af et hjertestop og derfor ikke kan forsvare sig selv.

Berømmelsens umenneskelighed

Dermed ikke sagt, at Michael Jackson kun ligner et monster i filmen. Jo, det er portrættets kerne, men der er også en anden fortælling, skjult helt inde i den afskyelige misere.

James Safechuck og Wade Robson kæmper stadig med den kærlighed, de har haft – og på forvirrende vis stadig har – til deres barndomsidol, den dybe samhørighed, de følte med manden, der hang på deres vægge. Måske kan de også sætte sig ind i, hvilket liv Jackson har haft – eller snarere hvilket liv han ikke har haft i berømmelsens spotlys. De var selv en del af tumulten, de dansede på scenen til hans koncerter, blev kørt rundt i limousiner og blev fanget af sladderbladenes blitz.

Akkurat som horderne af skrigende fans var også Safechuck og Robsons mødre forblændede af Jackson, og i dokumentaren lyder de stadig duperede, når de taler om mødet med The King of Pop og Neverland Ranch.

»Han blev en af mine sønner. Jeg elskede ham. Han overnattede ofte her, og jeg vaskede hans tøj,« siger Stephanie Safechuck næsten glædestrålende om Jackson – i et interview, der handler om, hvordan popstjernen angiveligt har misbrugt hendes søn seksuelt.

Både hun og Wade Robsons mor lod deres sønner overnatte i samme seng som Jackson, mens de selv blev deponeret i andre hotelværelser eller i en anden krog af ranchen. Hvordan kunne de dog finde på at efterlade deres barn i en fremmed mands seng? Svaret må være, at for dem var Jackson ikke en mand, han var noget større, noget larger than life. Og i stråleglansen fra myten, der skjulte manden, ophørte al fornuft.

I dag må de leve med fortrydelsen. Et af de stærkeste øjeblikke i ’Leaving Neverland’ er, da Wade Robsons bror siger, at han aldrig kan tilgive sin mor, hvorefter hun grådkvalt siger, at hun heller ikke kan tilgive sig selv.

Imens lever forblændelsen videre, og Jacksons fangrupper – også de danske – går i disse dage voldsomt til angreb på Robson og Safechuck. Som om de har en jordisk chance for at vide, hvad der er sket. Som om de har en chance for at vide, hvem Jackson var.

Moonwalker du stadig?

Omvendt forstår man deres frustration, når de læser tekster som Indiewires anmeldelse: »Du kommer aldrig til at lytte til Michael Jackson på samme måde mere. Faktisk kommer du måske aldrig til at lytte til ham overhovedet,« skrev David Ehrlich, og han er langt fra den eneste, der har lagt Jacksons musik halvt i graven.

Måske skulle skribenterne bare tale for sig selv og indse, at det er mere kompliceret end som så.

For det passer ikke, at man er tvunget til at smide alle sine Michael Jackson-plader ud. Ligesom det ikke passer, at man kan adskille kunsten og kunstneren. Selvfølgelig ændrer det noget. Men hvad det ændrer, er svært at svare på.

Det er en større personlig refleksion, som ligger uden for ’Leaving Neverland’s univers – og i øvrigt er Jacksons bidrag til populærkulturen for stort til, at man nogensinde kan slette det.

Hvad kan ’Leaving Neverland’ så bruges til? Den kan give en dyb indsigt i, hvordan ofre for seksuelle overgreb i barndommen tænker og føler årtier efter de traumatiske hændelser. Og så kan den minde os om, hvor ødelæggende berømmelse og idoldyrkelse kan være, hvis den løsriver sig fra enhver jordforbindelse.

LYT TIL VORES NYE PODCAST SOUNDVENUE STREAMER: Om ‘Leaving Neverland’, ‘Triple Frontier’ og Hollywood vs. Netflix

Læs også: ‘Leaving Neverland’-instruktør i Danmark svarer på kritik – »Det er alt sammen løgne«