KOMMENTAR. Vores anmelder har allerede kvalificeret, hvorfor den nu afsluttede tredje sæson af ’Bedrag’ var den bedste ekstreme makeover af en dansk tv-serie nogensinde.
Han kvitterede med fem fuldt fortjente stjerner for en spændstig historie, fascinerende karakterer og en velskreven dialog, der alt sammen udkrystalliserede de visioner, DR og hovedforfatter Jeppe Gjervig Gram har haft siden sæson 1.
’Bedrag’ sæson 3 var dog ikke blot god – den brød også ny grund på et mere makro-agtigt plan:
1. Titelsekvensen!
Hvorfor er der ikke flere, der taler om ’Bedrag’-sæsonens geniale titelsekvens?
Hele sæsonen var lydsiden båret af Evangelists stemningsfulde nummer ’Spirit’. Men billedsiden var ny hver gang – hvert afsnit illustrerede en ny proces inden for den kriminelle verden, hvor serien udspiller sig.
I første afsnit var det et par hundrede kroner, der blev hævet fra en hæveautomat for derefter at blive brugt til at købe stoffer i Hans Tavsens Park på Nørrebro for derefter at blive fragtet til en mobilbutik på Nørrebrogade for til sidst at skifte hænder et par gange, inden de blev brugt til at købe nye stoffer hos en bagmænd og gemt godt i en bil.
I andet afsnit var det de lig, der blev fundet i afsnit 1, og deres vej fra hospital til obduktion, som var i centrum. I afsnit 3 så vi en hash-sendings rejse fra smuglerne til at blive købt og røget af en Christiansborg-medarbejder/politiker i en gyde. I afsnit 4 en pistols vej frem mod en bandelikvidering af Rudi Køhnkes rockermedlem i serien.
’Bedrag’ er ikke den første serie, der leger opfindsomt med introsekvensen. Vi kender det fra ’The Simpsons’, hvor Bart skriver noget nyt på tavlen hver gang, eller fra ’Game of Thrones’, hvor vuet over Westeros-kortet ændrer sig i forhold til, hvor vi er i historien. Eller fra tredje sæson ’The Leftovers’, hvor titelsangen skiftede fra afsnit til afsnit.
Den direkte inspiration til ’Bedrag’-konceptet kan meget vel komme fra serien ’Banshee’, som i andet afsnit af sæson 3 brød med den vanlige titelsekvens for at illustrere en spand ecstasys vej fra produktion til Ulrich Thomsens gangsterboss’ lastbiler. En sekvens, som igen meget vel kunne være inspireret af Nicolas Cage-filmen ’Lord of War’, hvor vi i credit-sekvensen følger en kugle fra tilblivelse på fabrikken til skånselsløst mordremedie.
Men jeg kan altså ikke huske nogen serie, der har gjort det så elegang eller konsekvent som ’Bedrag’. Ikke blot var sekvenserne flot lavet, de spillede ofte direkte ind i seriens handling (og blev således en uundværlig del af fortællingen, som man bestemt ikke kunne skippe i bedste Netflix-stil). Og så understregede de hele seriens tematik om, hvordan kriminalitet er et komplekst økosystem fra bund til top – og hvor mange således bærer ansvaret.
2. Mangfoldigheden
For et halvt års tid siden havde jeg en artikel i støbeskeen om, at der stort set kun er hvide mennesker i DR’s serier. I hvert fald i roller med en vis vægt. DR har i mange år forsømt at fortælle historier om det indvandrerperspektiv, der ellers fylder så meget i kulturen og debatten i disse år.
Jeg droppede artiklen, da jeg fik nys om castingen til ’Bedrag’ sæson 3. Og det er jeg glad for i dag.
For sæsonen sagde måske ikke noget specifikt om indvandreroplevelsen, men dens tilgang til en mere mangfoldig palet af ansigter på skærmen var befriende. Endelig var der en perlerække af ikke-hvide ansigter, uden at der blev gjort et stort nummer ud af det.
Vi mødte således nogle af landets dygtigste skuespillere af anden etnisk baggrund end dansk på begge sider af loven. Ali Sivandi var ærgerrig og uforudsigelig psykopatgangster, den tragisk afdøde Nedim Yasar manden på toppen før ham, Dulfi Al-Jabouri den bløde familiefar fristet af en hurtig gevinst. Hos politiet gjorde Marijana Jankovic og Hadi Ka-Koush begge en fin figur, og selvfølgelig kan en mand med indvandrerbaggrund også være en berygtet intern revisor i en bank, som Farshad Kholghi altså var hyret til. Der blev heller ikke gjort meget ud af, at Nickys love interest, spillet af Özlem Saglanmak, var af anden etnisk oprindelse en dansk.
Tak for den ubesværede, naturlige diversitet, som også kom til udtryk i seriens stærke kvindekarakterer, selvom serien udspiller sig i en traditionel mandeverden. At se Maria Richs Anna som den stærke, determinerede Walter White, mens Jacob Lohmann var hensat til at spille kuet, men støttende husbond på siden – og at opleve Alfs og Stines venskab, som gudskelov aldrig udviklede sig til mere, hvilket mand-kvinde-relationer ellers nærmest per definition gør i mange serier… det var sgu bare fedt.
3. Nye talenter fik chancen
DR Drama har historisk set været gode til at give nye talenter den altafgørende chance, der skal til for at få erfaring og på sigt selv kunne komme til at drive en stor film eller serie. Men der har indimellem også været lidt autopilot og et lidt ensidigt sats på den samme håndfuld af navne.
Her har ’Bedrag’ sæson 3 gjort en fornem indsats for at lukke nogle af dansk films største talenter ind i varmen. Manuskripttalenterne Jenny Lund Madsen og Adam August (’Underverden’) blev hentet ind som episodeforfattere og hovedforfatter Jeppe Gjervig Grams nærmeste kunstneriske sparringspartnere.
Og mens de første sæsoner blev instrueret af garvede navne som Jannik Johansen, Søren Kragh-Jacobsen og Per Fly, blev en ny generation hentet ind til sæson 3. Milad Alami (’Charmøren’), Gustav Möller (’Den skyldige’), Samanou Acheche Sahlstrøm (’I dine hænder’ og den kommende ’Til vi falder’), Søren Balle (’Klumpfisken’) og Frederik Louise Hviid er alle blandt de mest interessante upcoming-instruktører lige nu, og de bibragte en mere rå og visuelt eksperimenterende billedside, end vi plejer at se i de danske serier.
Som den tilbagevendende familiemiddag ved parcelhus-middagsbordet med gardinerne trukket for hos familien Berg Hansen filmet i et statisk fuldbillede, som var det en Roy Andersson-scene. Eller i søndagens slut-afsnit, hvor scenerne med gangsterne i parkeringskælderen var væddet i rødt og gult lys, som var det en film af Nicolas Winding Refn.
4. Den ramte en aktuel nerve
Det tager lang tid at lave en tv-serie, og man kan hurtigt blive overhalet indenom. Men man kan også være heldig at ramme tidsånden. Som ’The Handmaid’s Tale’, der utvivlsomt blev et større fænomen, fordi Donald Trump var blevet præsident, end den ellers var blevet.
’Bedrag’ blev i første omgang skabt på bagkant af finanskrisen, men med sæson 3 føltes den mere akut relevant end nogensinde før. Forfatterne kunne dårligt have forudset, at sæsonen ville ramme skærmen få måneder efter den største hvidvaskningssag i Danmarks historie. Men i dag står historien om bankkvinden, hvis grove svindel vendes til et forretningspotentiale af storkapitalen, som uhyre aktuel.
Og det samme gør sådan set fortællingen om narko- og bandekrig i lyset af de seneste års begivenheder på Nørrebro. Mens TV 2’s ellers stærke ’Kriger’ føltes lidt utroværdig i sin skildring af Københavns bandegrupperinger, indfangede ’Bedrag’ et mere realistisk skisma af indvandrerbander og rockere – hensat til et Nørrebro, hvor man kunne genkende hvert et gadehjørne, hvis man selv bor i området.
5. En benhård slutning
(Spoiler alert – læs først, når du har set sæsonen til ende)
Den ene hovedperson blev likvideret i sidste minut. Den anden begik selvmord. Og den tredje havde det tydeligvis ambivalent med at blive forfremmet og hyldet for at have overtrådt samtlige moralske og lovmæssige grænser.
’Bedrag’ sæson 3 sluttede mere uforsonligt end nogen anden dansk tv-serie. Seriens skaber Jeppe Gjervig Gram udtalte i forbindelse med sæson 1, at de på nogle måder var inspireret af ’The Wire’, men at de var nødt til at gøre det bredt og folkeligt for at opnå det publikumstal, man forventer af en søndagsserie på DR.
Det var i 2016, og serielandskabet var allerede påbegyndt en forandring, som nu er i fuldt flor. De danske serier står i mere direkte konkurrence med de amerikanske serier end nogensinde. Der skal noget til at skille sig ud – og man skiller sig ud ved at gå hele vejen. Og det gjorde slutningen på ’Bedrag’, der havde noget af den samme melankolske, desillusionerede tone som i slutningen på netop ’The Wire’. Forbrydelse betaler sig ikke, siger man, men det gælder ikke altid for dem, der bevæger sig i skyggerne og ikke selv får beskidte hænder. Det fik serien sat en effektiv streg under med sin benhårde udgang.
Læs også: Anmeldelse af hele ‘Bedrag’ sæson 3
Læs også: Dansk films største akilleshæl lige nu