Alcabeans debutalbum skræller støjen af deres rockmusik
Det er sjovt, som så mange unge danske bands, især i den rockede ende af spektret, tager deres lyd i en helt ny retning, når de tager skridtet fra ep til debutalbum. Tænk blot på Communions, Shiny Darkly eller The Entrepreneurs.
Det nyeste eksempel er Alcabean. På deres debut-ep ‘Real Time Fiction’ viste de, at de beherskede støjende, kompromisløs shoegaze, og med efterfølgeren ‘Head Down’ gjorde de det klart, at den lyd stadig havde potent energi, når produktionen blev lidt mere poleret og blev koblet sammen med catchy melodier.
Jeg tror personligt, at et helt album i tråd med ‘Head Down’-ep’en kunne have været pragtfuldt, men Alcabean har valgt at prioritere, at de ikke skal ende med at sidde fast i den samme rille, hvilket jeg da kun kan beundre dem for.
På debutalbummet ‘Confessions’ er lyden altså atter blevet slebet til, nu i en sådan grad, at deres musik ikke ofte kan stemples som shoegaze eller støjrock længere. På åbningsnummeret ‘Athens’ mødes vi endda med en kæk lille synthlinje og noget så folkeligt som håndklap, længe inden der kommer nogen bragende lydmur.
Disse lydmure er skam til stede på albummet, faktisk på næsten hvert eneste track. Men de fylder ikke meget på de individuelle sange, de kommer nærmest altid på samme tidspunkt hen mod slutningen af nummeret, og vigtigst af alt bringer de sjældent den nødvendige katarsis, som de ellers lægger op til. Albummet savner generelt noget af den vildskab og iver, der i første omgang fik gruppen til at stikke ud i det ellers meget indadvendte shoegaze-landskab.
Alcabean har stadig et godt øre for melodier, og jeg ville da lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke har haft ‘Rookie’, ‘Hollywood’ eller ‘King the Queen’ på hjernen i ny og næ. De generelt ganske fine melodier på albummet ville nok bare have gjort sig endnu bedre, hvis lydbillederne ikke var så bekvemme og ensartede på tværs af tracklisten.
Da Alcabean polerede deres lyd på ‘Head Down’-ep’en gjorde de kun deres lyd skarpere. Men det er som om, der er lagt lidt af en dæmper på de ellers dygtige rockmusikere på ‘Confessions’, og deres lyd er blevet udvandet.
Albummet byder stadig på velgennemtænkte basgange og æterisk tilfredsstillende synthfigurer. Men det føles meget sikkert hele vejen igennem, som de fuldkommen holder sig fra de dynamiske ekstremer.
Problemet er lidt, at deres lyd er blevet mere poppet, uden at deres sangskrivning har ændret sig meget. Lyden kan noget, og den er da også hyggelig i små doser, men den skal formentlig sættes sammen med noget mere punchy, hookdreven sangskrivning, før den for alvor kommer til sin ret.
Kort sagt:
Alcabeans rockmusik har fået skrællet meget af støjen væk, men deres ellers ofte fine sangskrivning klædes slet ikke af den mere poppede lyd.