Archer Prewitt

Indrøm det dog. Det er din egen skyld. Og kom så videre.

“What did you do it for? / Just the rush of lost control? / You lost your dignity / You became a beast in your misery”

Og sådan er stemningen gennem hele den 41-årige Kentucky-amerikaner Archer Prewitts tredje solo-album. Eftertænksomt, tusmørkt, og med stænk af Stillehavet så langt inde i øjenkrogen at saltet smages i næsen. Det skal høres, når der køres, helt langsomt og helst sidelæns. For eksempel siddende på en vogn med kufferter, slæbt af en lufthavnstraktor på vej ud mod det fly, som om 13 timer lander i et nyt liv. Hvis vejret vil.

Wilderness er et album med skånsom pop og symfoniske silkeklude på albuerne, som ligger på John Lennons skuldre, så der er altså langt mellem overraskelserne. Men midt i den der ubehagelige det-er-min-fejl-periode, som vi (altså undtaget anmelderen) alle har oplevet, er det måske netop forudsigelighed, som vi (samme undtagelse) har brug for.

Omkring albummets fjerde nummer bliver Prewitt dog for insisterende i sine udpenslinger, silken bliver alt for blød, og allerede midtvejs gennem andet nummer tilstår anmelderen. Det er hans skyld det hele.