Kaada/Patton

At kalde John Erik Kaada og Mike Pattons fælles univers for fremmed ville være som at benægte eksistensen af skygger. For selv om de to skævtænkeres synes at lege i en anden verden, er det besynderligt nærværende. Som var det noget, man engang havde drømt – og som man pludselig genser foran sig på en støvet smalfilm.

Det filmiske fornemmelse er – ikke overraskende – Kaadas bedrift. Hans erfaring med soundtracks kommer til sin ret, og den fungerer fantastisk med sin skiftende kulisse. Det ene øjeblik hænger man på en tom café i halvtredserne, det andet danser man tæt med en dekadent diva i en fløjlsbetrukken suite. For ikke at tale om alle de mørke rum, man må besøge. ‘Romances’ er en overbevisende visualisering af en artistisk kærlighedsaffære, som den slags foregik i de dage, da alting var i sort/hvid og underlagt en relativt lav smertetærskel.

Og hvis der er nogen, der træder over dén, er det Patton. Men med listige og velovervejede skridt. Han tilsætter naturligvis den sædvanlige mængde kulør og generelle særheder til udtrykket, men uden at kamme over i den skrigen, som han ellers har til vane. Til gengæld glider han eftergivent med på den mere lavmælte galskab, og vokalen bliver spundet fra en tilpas dybsindig ende af stemmebåndet.

‘Romances’ kan næppe komme bag på Kaada ellers Pattons fans – hverken konceptuelt eller udtryksmæssigt – men er stadig værd at bruge tid sammen med. Hvis man da ikke får overbalance af den billedtunge fortælling, der kræver lidt af en indre storskærm for at kunne overskues. Er man begrænset til små 12″, kan det være en lettere makaber oplevelse.