Matias Aguayo

Matias Aguayo har bedrevet noget så originalt som et vokalbåret, improvisatorisk electro-album. Uforudsigeligt, løssluppent og umuligt at sætte i bås. Det kan hverken genredefineres eller miljøplaceres, dog er det usigeligt stilsikkert.
Aguayo har sit helt eget groove. Hans stemme er en markant gennemgående signatur, som vi kender den fra hans tidligere materiale, om end i mindre markant grad. Lyden af hans karakteristiske spansk-pludrende stemme bærer numrene. Det er mest radikalt udført på albummets åbningsserv ‘Menta Latte’, som er bygget op udelukkende af kaskader af Aguayos vokal og xylofontoner. Albummet gnistrer af latinamerikansk musikalitet tilført rytmisk afrobeat, som på ‘Koro Koro’, og en legesyg, humoristisk omgang med vokal.

Den danseglade tysk/chilener brummer, dudder, nynner og abrupt bopper sig til hoftesvingende, funky electro. En skør stemmeføring som tilfører en søsyg kontrast til det rytmiske og etnisk trommebårne. Der er noget meget nærværende, umiddelbart og ærligt over Aguayo, som er forfriskende flatterende for den elektroniske genre, hvor form ellers kan siges at være det bærende element. Aguayo erklærede sidste år en dansabel utilfredshed med minimal techno med den ironisk betitlede ep ‘Minimal’ og ordene »that music got no groove, got no balls«. ‘Ay Ay Ay’ tager den stafet videre og bryder rammerne for den elektroniske scenes muligheder. Det har groove, det har balls. Og det er aldrig hørt før. Tilbage er vist kun at sige: »Ay ay ay!«